DaOT1931NT1907 - Hosea - 11

11:1  Jeg fik Israel kær i hans Ungdom, fra Ægypten kaldte jeg min Søn.

11:2  Jo mer jeg kaldte dem, des mere fjerned de sig fra mig; de ofrer til Ba'alerne, tænder for Billederne Offerild.

11:3  Jeg lærte dog Efraim at gaa og tog ham paa Armen; de vidste ej, det var mig, der lægte dem.

11:4  Jeg drog dem med Menneskesnore, med Kærligheds Reb; jeg var dem som den, der løfter et Aag over Kæben, jeg bøjed mig ned til ham og rakte ham Føde.

11:5  Han skal til Ægypten igen, have Assur til Konge, thi omvende sig vil de ikke.

11:6  Sværdet skal rase i hans Byer, fortære hans Slaaer og hærge i hans Fæstninger.

11:7  Mit Folk, det hælder til Frafald fra mig, og raaber man til det: »Op, op!« — staar ingen op.

11:8  Hvor kan jeg ofre dig, Efraim, lade dig, Israel, fare, ofre dig ligesom Adma, gøre dig som Zebojim? Mit Hjerte vender sig i mig, al min Medynk er vakt.

11:9  Jeg fuldbyrder ikke min Harmglød, gør ej Efraim til intet igen. Thi Gud er jeg, ikke et Menneske, hellig udi din Midte, med Vredesglød kommer jeg ikke.

11:10  HERREN skal de holde sig til, han brøler som Løven, ja brøler, og bævende kommer Sønner fra Havet,

11:11  bævende som Fugle fra Ægypten, som Duer fra Assurs Land; jeg fører dem hjem til deres Huse, lyder det fra HERREN.