DaOT1931NT1907 - Ecclesiastes - 6

6:1  Der er et Onde, jeg saa under Solen, og som tynger Menneskene haardt:

6:2  Naar Gud giver en Mand Rigdom og Gods og Ære, saa han intet savner af, hvad han ønsker, og Gud ikke sætter ham i Stand til at nyde det, men en fremmed nyder det, da er dette Tomhed og en slem Lidelse.

6:3  Om en Mand avler hundrede Børn og lever mange Aar, saa hans Levetid bliver lang, men hans Sjæl ikke mættes af Goder, saa siger jeg dog, at et utidigt Foster er bedre faren end han;

6:4  thi at det kommer, er Tomhed, og det gaar bort i Mørke, og i Mørke dølges dets Navn;

6:5  og det har hverken set eller kendt Sol; det faar end ikke en Grav; det hviler bedre end han.

6:6  Om han saa levede to Gange tusind Aar, men ikke skuede Lykke — mon ikke alle farer sammesteds hen?

6:7  Al Menneskets Flid tjener hans Mund, og dog stilles hans Sult aldrig.

6:8  Thi hvad har den vise forud for Taaben, hvad baader det den arme, der ved at vandre for de levendes Øjne?

6:9  Bedre at se med sine Øjne end higende Attraa. Ogsaa det er Tomhed og Jag efter Vind.

6:10  Hvad der bliver til er for længst nævnet ved Navn, og det vides i Forvejen, hvad et Menneske bliver til; det kan ikke gaa i Rette med ham, der er den stærkeste.

6:11  Thi jo flere Ord der bruges, des større bliver Tomheden, og hvad gavner de Mennesket?

6:12  Thi hvo ved, hvad der baader et Menneske i Livet, det Tal af tomme Levedage han henlever som en Skygge? Thi hvo kan sige et Menneske, hvad der skal ske under Solen efter hans Død?