DaOT1931NT1907 - Ecclesiastes - 1

1:1  Ord af Prædikeren, Davids Søn, Konge i Jerusalem.

1:2  Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed!

1:3  Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen?

1:4  Slægt gaar, og Slægt kommer, men Jorden staar til evig Tid.

1:5  Sol staar op, og Sol gaar ned og haster igen til sin Opgangs Sted.

1:6  Vinden gaar mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb.

1:7  Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe.

1:8  Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre.

1:9  Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under Solen.

1:10  Kommer der noget, om hvilket man siger: »Se, her er da noget nyt!« det har dog for længst været til i Tiderne forud for os.

1:11  Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.

1:12  Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem.

1:13  Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.

1:14  Jeg saa alt, hvad der sker under Solen, og se, det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.

1:15  Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt.

1:16  Jeg tænkte ved mig selv: »Se, jeg har vundet større og rigere Visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit Hjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde.«

1:17  Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom og Kundskab, og hvad der er Daarskab og Taabelighed; jeg skønnede, at ogsaa det er Jag efter Vind.

1:18  Thi megen Visdom megen Græmmelse, øget Kundskab øget Smerte.