DaOT1931NT1907 - Hebrews - 5

5:1  Thi hver Ypperstepræst tages iblandt Mennesker og indsættes for Mennesker til Tjenesten for Gud, for at han skal frembære baade Gaver og Slagtofre for Synder,

5:2  som en, der kan bære over med de vankundige og vildfarende, eftersom han ogsaa selv er stedt i Skrøbelighed

5:3  og for dens Skyld maa frembære Syndoffer, som for Folket saaledes ogsaa for sig selv.

5:4  Og ingen tager sig selv den Ære, men han kaldes af Gud, ligesom jo ogsaa Aron.

5:5  Saaledes har ej heller Kristus tillagt sig selv den Ære at blive Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: „Du er min Søn, jeg har født dig i Dag,‟

5:6  som han jo ogsaa siger et andet Sted: „Du er Præst til evig Tid, efter Melkisedeks Vis,‟

5:7  han, som i sit Køds Dage med stærkt Raab og Taarer frembar Bønner og ydmyge Begæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Angest,

5:8  og saaledes, endskønt han var Søn, lærte han Lydighed af det, han led,

5:9  og efter at være fuldkommet blev Aarsag til evig Frelse for alle dem, som lyde ham,

5:10  idet han af Gud blev kaldt Ypperstepræst efter Melkisedeks Vis.

5:11  Herom have vi meget at sige, og det er vanskeligt at forklare, efterdi I ere blevne sløve til at høre.

5:12  Thi skønt I efter Tiden endog burde være Lærere, trænge I atter til, at man skal lære eder Begyndelsesgrundene i Guds Ord, og I ere blevne saadanne, som trænge til Mælk og ikke til fast Føde.

5:13  Thi hver, som faar Mælk, er ukyndig i den rette Tale, thi han er spæd;

5:14  men for de fuldkomne er den faste Føde, for dem, som paa Grund af deres Erfaring have Sanserne øvede til at skelne mellem godt og ondt.