DaOT1931NT1907 - Song of Solomon - 6

6:1  Hvor er din Ven gaaet hen, du fagreste blandt Kvinder? Hvor har din Ven vendt sig hen? Vi vil søge ham med dig.

6:2  Min Ven gik ned i sin Have, til Balsambedene, for at vogte sin Hjord i Haverne og sanke Liljer.

6:3  Jeg er min Vens, og min Ven er min, han, som vogter blandt Liljer.

6:4  Du er fager, min Veninde, som Tirza, yndig som Jerusalem, frygtelig som Hære under Banner.

6:5  Vend dine Øjne fra mig, de forvirrer mig saa! Dit Haar er som en Gedeflok, bølgende ned fra Gilead,

6:6  dine Tænder som en Faareflok, der kommer fra Bad, som alle har Tvillinger, intet er uden Lam;

6:7  din Tinding er et bristet Granatæble bag ved dit Slør.

6:8  Dronningernes Tal er tresindstyve, Medhustruernes firsindstyve, paa Terner er der ej Tal.

6:9  Men een er hun, min Due, min rene, hun, sin Moders eneste, hun, sin Moders Kælebarn. Blev hun set af Piger, fik hun Pris, af Dronninger og Medhustruer Hyldest.

6:10  Hvo er hun, der titter frem som Morgenrøden, fager som Maanen, skær som Solen, frygtelig som Hære under Banner?

6:11  Jeg gik ned i Nøddehaven for at se, hvor det grønnes i Dale, for at se, om Vintræet skød, om Granattræet nu stod i Blomst.

6:12  Før jeg vidste af det, satte min Sjæl mig paa mit ædle Folks Vogne.

6:13  Vend dig, vend dig, Sulamit, vend dig, vend dig, saa vi kan se dig! »Hvad vil I se paa Sulamit, mens Sværddansen trædes?«