DaOT1931NT1907 - Habakkuk - 1

1:1  Det Udsagn, Profeten Habakkuk skuede.

1:2  Hvor længe skal jeg klage, HERRE, uden du hører, skrige til dig over Vold, uden du frelser?

1:3  Hvi lader du mig skue Uret, være Vidne til Kvide? Ødelæggelse og Vold har jeg for Øje, der opstod Kiv, og Strid kom op.

1:4  Derfor ligger Loven lammet, og Ret kommer aldrig frem. Thi naar gudløse trænger retfærdige, fremkommer krøget Ret.

1:5  Se eder om blandt Folkene til Skræk og Rædsel for eder! Thi en Gerning gør han i eders Dage, som I ej vilde tro, om det fortaltes.

1:6  Thi se, han vækker Kaldæerne, det grumme og raske Folk, som drager viden om Lande for at indtage andres Bo.

1:7  Forfærdeligt, frygteligt er det, Ødelæggelse udgaar derfra.

1:8  Dets Heste er rappere end Pantere, mer viltre end Ulve ved Kvæld; dets Rytterheste kommer i Spring, flyvende langvejs fra. Som Ørnen i Fart efter Føde

1:9  er de alle paa Vej efter Vold. De higede stadig mod Øst og samlede Fanger som Sand.

1:10  Med Kongerne drev det Spot, Fyrsterne lo det kun ad. Det lo ad hver en Fæstning, opdynged en Vold og tog den.

1:11  Saa suste det videre som Stormen og gjorde sin Kraft til sin Gud.

1:12  Er du ikke fra fordum HERREN, min hellige Gud? — Vi skal ej dø — HERRE, har du sat ham til Dommer, givet ham Fuldmagt til Straf?

1:13  Dit rene Blik afskyr ondt, du taaler ej Synet af Kvide; hvi ser du da tavs paa Ransmænd, at gudløs sluger sin Overmand i Retfærd?

1:14  Med Mennesker gør du som med Havets Fisk, som med Kryb, der er uden Hersker:

1:15  Han fisker dem alle med Krog, slæber dem bort i sit Vod og samler dem i sit Garn; derfor er han jublende glad;

1:16  han ofrer derfor til sit Vod, tænder Offerild for sit Garn. Ved dem blev hans Del jo fed og kraftig blev hans Føde.

1:17  Skal han altid tømme sit Vod og slaa Folk ihjel uden Skaansel?