DaNT1819 - II Corinthians - 12

12:1  At rose mig, er mig sandeligen ikke nyttigt; dog maa jeg komme til Syner og Herrens Aabenbarelser.

12:2  Jeg kjender et Menneske i Christus, som for fjorten Aar siden, (hvad heller han var i Legemet, veed jeg ikke, eller udenfor Legemet, veed jeg ikke, Gud veed det), blev henrykt indtil den tredie Himmel.

12:3  Og jeg kjender et saadant Menneske, (hvad heller han var i Legemet, eller udenfor Legemet, veed jeg ikke, Gud veed det),

12:4  at han blev henrykt ind i Paradiis og hørte uudsigelige Ord, hvilke det ikke er et Menneske tilladt at udtale.

12:5  Af saadant vil jeg rose mig; men af mig selv vil jeg ikke rose mig, uden af mine Skrøbeligheder.

12:6  Vilde jeg end rose mig, blev jeg ikke en Daare, thi jeg sagde Sandhed; men jeg holder tilbage, paa det ikke Nogen skal tænke høiere om mig end det, han seer mig at være, eller det, han hører af mig.

12:7  Og at jeg ikke skal hovmode mig af de høie Aabenbarelser, er mig given en Torn i Kjødet, en Satans Engel, at han skal slaae mig paa Munden, paa det jeg ikke skal hovmode mig.

12:8  Om denne bad jeg Herren tre Gange, at han maatte lade af fra mig;

12:9  men han sagde til mig: min Naade er dig nok; thi min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed. Derfor vil jeg helst rose mig af mine Skrøbeligheder, at Christi Kraft kan boe i mig.

12:10  Derfor er jeg vel tilfreds i Skrøbeligheder, i Forhaanelser, i Nød, i Forfølgelser, i Angester for Christi Skyld; thi naar jeg er skrøbelig, da er jeg mægtig.

12:11  Jeg er bleven en Daare, idet jeg roser mig. I tvang mig dertil; thi jeg burde prises af Eder, efterdi jeg er ikke ringere end hine høie Apostler, alligevel jeg er Intet.

12:12  En Apostels Tegn bleve jo gjorte iblandt Eder med al Taalmodighed, ved Tegn og Under og kraftige Gjerninger.

12:13  Thi hvad er det vel, hvorudi I vare ringere end de andre Menigheder, uden at jeg ikke selv var Eder til Besvær? Tilgiver mig denne Uret!

12:14  See, jeg er tredie Gang rede at komme til Eder, og vil ikke besvære Eder, thi jeg søger ikke det, som Eders er, men Eder; thi Børnene skulle ikke samle Liggendefæ til Forældrene, men Forældrene til Børnene.

12:15  Men jeg vil med Glæde opoffre, ja opoffres for Eders Sjæle; om endog jeg, som elsker Eder saa høit, skulde elskes mindre.

12:16  Men lad saa være, at jeg ikke haver besværet Eder; maaskee var jeg trædsk og tog Eder med List?

12:17  Haver jeg da og forfordelet Eder ved Nogen af dem, jeg sendte til Eder?

12:18  Jeg opmuntrede Titus og sendte hiin Broder med; haver Titus forfordelet Eder i nogen Ting? have vi ikke vandret i den samme Aand og i de samme Fodspor?

12:19  Mene I atter, at vi forsvare os for Eder? Vi tale for Guds Aasyn, i Christus, men alt dette, I Elskelige! til Eders Opbyggelse.

12:20  Thi jeg fryger, at, naar jeg kommer, jeg da maaskee ikke skal finde Eder saadanne, som jeg vil, og at jeg skal findes af Eder saadan, som I ikke ville; at der skulle være Trætter, Nid, Vrede, Kiv, Bagtalelser, Øretuderier, Opblæsthed, Splidagtighed;

12:21  at, naar jeg kommer igjen, men Gud skal ydmyge mig for Eder, og jeg skal sørge over Mange, som forhen syndede, og ikke have omvendt sig fra deres Ureenhed og Horeri og Uteerlighed, som de have bedrevet.