DaOT1931NT1907 - Isaiah - 57

57:1  Den retfærdige omkom, og ingen tænkte derover, fromme Mænd reves bort, det ænsede ingen; thi bort blev den retfærdige revet for Ondskabens Skyld

57:2  og gik ind til Fred; paa Gravlejet hviler nu de, som vandrede ret.

57:3  Men I, kom nu her, I Troldkvindens Børn, I, Horkarls og Skøges Yngel:

57:4  Hvem er det, I spotter? Hvem vrænger I Mund, hvem rækker I Tunge ad? Er I ej Syndens Børn og Løgnens Yngel?

57:5  I, som er i Brynde ved Ege, under hvert grønt Træ, I, som slagter Børn i Dale, i Klippernes Kløfter!

57:6  Dalenes glatte Sten er din Del og din Lod, du udgyder Drikofre for dem, bringer dem Gaver. Skal jeg være tilfreds med sligt?

57:7  Paa høje og knejsende Bjerge redte du Leje, ogsaa der steg du op for at slagte dit Offer;

57:8  bag Døren og Dørens Stolpe satte du dit Tegn; thi du sveg mig og blotted dig, steg op, gjorde lejet bredt, købte Samlejets Elskov af dem, saa deres Skam;

57:9  du salved dig med Olie for Molok og ødsled med Røgelse, sendte dine Bud til det fjerne, steg ned til Dødsriget,

57:10  du blev træt af den lange Vej, men opgav ej Ævred; du samlede atter din Kraft og gav ikke op.

57:11  For hvem var du ræd og angst? Thi paa Løgn var du inde, og mig kom du ikke i Hu, brød dig ikke om mig. Jeg er jo stum og blind, mig frygted du ikke.

57:12  Ja, jeg vil forkynde din Retfærd og dine Gerninger;

57:13  din Gudeflok hjælper og redder dig ej paa dit Raab; en Storm bortfejer dem alle, et Vindstød tager dem. Men den, der lider paa mig, skal arve Landet og eje mit hellige Bjerg.

57:14  Og det lyder: »Byg Vej, byg Vej og ban den, ryd Hindringer bort for mit Folk!«

57:15  Thi saa siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis Navn er »Hellig«: I Højhed og Hellighed bor jeg, hos den knuste, i Aanden bøjede for at kalde de bøjedes Aand og de knustes Hjerte til Live.

57:16  Thi evigt gaar jeg ikke i Rette, evindelig vredes jeg ej; saa vansmægted Aanden for mit Ansigt, Sjæle, som jeg har skabt.

57:17  For hans Gridskheds Skyld blev jeg vred, slog ham og skjulte mig i Harme; han fulgte i Frafald sit Hjertes Vej.

57:18  Jeg saa hans Vej, men nu vil jeg læge og lede ham og give ham Trøst til Bod;

57:19  hos de sørgende skaber jeg Læbernes Frugt, Fred, Fred for fjern og nær, siger HERREN, og nu vil jeg læge ham.

57:20  Men de gudløse er som det oprørte Hav, der ikke kan komme til Ro, hvis Bølger opskyller Mudder og Dynd.

57:21  De gudløse har ingen Fred, siger min Gud.