NAHUM
Chapter 3
Nahu | DaOT1931 | 3:1 | Ve Byen, der drypper af Blod, hvor der kun tales Løgn, saa fuld af Ran, med Rov uden Ende! | |
Nahu | DaOT1931 | 3:3 | Stridsvognenes vilde Dans og stejlende Heste! Sværdblink og lynende Spyd, faldne i Mængde, Masser af døde, endeløse Dynger af Lig, man snubler over Lig! | |
Nahu | DaOT1931 | 3:4 | For Skøgens vidt drevne Utugt, den fagre, udlært i Trolddom, som besnærede Folk ved Utugt, Stammer ved Trolddom, | |
Nahu | DaOT1931 | 3:5 | kommer jeg over dig, lyder det fra Hærskarers HERRE; dit Slæb slaar jeg op i Ansigtet paa dig, lader Folkeslag se din Blusel, Riger din Skam, | |
Nahu | DaOT1931 | 3:7 | Enhver, som faar dig at se, skal fly fra dig og sige: »Nineve er ødelagt, hvem vil ynke det, hvor skal jeg hente en til at give det Trøst?« | |
Nahu | DaOT1931 | 3:8 | Mon du er bedre end No-Amon, der laa ved Strømme, omgivet af Vand som Bolværk, med Vand til Mur? | |
Nahu | DaOT1931 | 3:10 | Dog førtes det bort, i Fangenskab maatte det vandre, paa alle Gadehjørner knustes ogsaa dets spæde; og om dets ædle kastedes Lod, alle dets Stormænd lagdes i Lænker. | |
Nahu | DaOT1931 | 3:12 | Alle dine Fæstninger er Figener og tidligmoden Frugt; naar de rystes, falder de den spisende i Munden. | |
Nahu | DaOT1931 | 3:13 | Se, Folket i dig er som Kvinder, vidaabne for Fjenden er Portene ind til dit Land, Ild fortæred dine Slaaer. | |
Nahu | DaOT1931 | 3:14 | Øs Vand til Brug, naar du omringes, styrk dine Fæstninger, træd Dynd, stamp Ler, tag fat paa Teglstensformen. | |
Nahu | DaOT1931 | 3:15 | Ild skal fortære dig paa Stedet. Sværd udrydde dig, fortære dig som Springere. Er du end talrig som Springere, talrig som Græshopper, | |
Nahu | DaOT1931 | 3:16 | er end dine Købmænd flere end Himlens Stjerner — Græshoppen kaster sin Vingeskal og flyver! | |
Nahu | DaOT1931 | 3:17 | Dine Fogeder er som Græshopper, dine Tipsarer som Græshoppesværme; de lejrer sig i Hegn, naar Dagen er sval; men naar Solen staar op, er de borte, man ved ej hvor. | |
Nahu | DaOT1931 | 3:18 | Hvor sov dine Hyrder fast, du Assurs Konge! Dine Helte blunded; dit Folk er spredt paa Bjergene, ingen samler dem. | |