DaNT1819 - I Corinthians - 2

2:1  Og, jeg Brødre! der jeg kom til Eder, kom jeg ikke med prægtige Ord eller Viisdom, at forkynde Eder det Guds Vidnesbyrd;

2:2  thi jeg agtede mig ikke at vide Noget iblandt Eder, uden Jesus Christus, og ham korsfæstet;

2:3  og jeg var hos Eder med Ydmyghed og med Frygt og med megen Bæven,

2:4  og mit Ord og min Prædiken var ikke i menneskelig Viisdoms overtalende Ord, men i Aands og Kraftes Beviisning,

2:5  at Eders Tro ikke skulde være i Menneskens Viisdom, men i Guds Kraft.

2:6  Men Viisdom tale vi iblandt de Fuldkomne, dog ikke denne Verdens Viisdom, ikke heller denne Verdens Øversters, hvilke skulle beskæmmes;

2:7  men vi tale Guds Viisdom, den hemmelighedsfulde, den, som var skjult, hvilken Gud haver forud beskikket før Verdens Begyndelse, til vor Herlighed,

2:8  hvilken ingen af denne Verdens Øverster kjendte; thi havde de kjendt den, havde de ikke korsfæstet Herlighedens Herre;

2:9  men, som skrevet er: hvad intet Øie har seet, og intet Øre har hørt, og ikke er opkommet i noget Menneskes Hjerte, hvad Gud haver beredt dem, som han elske.

2:10  Men os aabenbarede Gud det formedelst sin Aand; thi Aanden ransager alle Ting, ogsaa Guds Dybheder.

2:11  Hvilket Menneske veed det, som er i Mennesket, uden Menneskets Aand, som er i ham? Saa veed og Ingen det, som er i Gud, uden Guds Aand.

2:12  Og vi have ikke annammet Verdens Aand, men den Aand, som er af Gud, paa det vi kunne kjende, hvad der er os skjenket af Gud;

2:13  hvilket vi og tale, ikke med Ord, som menneskelig Viisdom lærer, men med Ord, som den Hellig Aand lærer, idet vi tolke aandelige Ting med aandelige Ord.

2:14  Men det sanselige Menneske fatter ikke de Ting, som høre Guds Aand til; thi de ere ham en Daarlighed, og han kan ikke kjende dem, thi de dømmes aandeligen.

2:15  Men den Aandelige dømmer vel alle Ting, selv derimod dømmes han af Ingen.

2:16  Thi hvo haver kjendt Herrens Sind, at han kunde undervise ham? Men vi have Christi Sind.