DaOT1871NT1907 - Lamentations - 5

5:1  Herre! kom i Hu, hvad der er sket os; sku ned og se vor Forhaanelse!

5:2  Vor Arv er gaaet over til fremmede, vore Huse til Udlændinge.

5:3  Vi ere blevne faderløse, uden Fader, vore Mødre ere som Enker.

5:4  Vandet, vi drikke, købe vi for Penge; vort Brænde kommer til os for Betaling.

5:5  Man er os paa Halsen, vi forfølges; vi blive trætte og faa ikke Hvile.

5:6  Vi have rakt Haanden imod Ægypten, imod Assyrien for at mættes af Brød.

5:7  Vore Fædre have syndet, de ere ikke mere, og vi bære deres Misgerninger.

5:8  Trælle herske over os; der er ingen, som frier af deres Haand.

5:9  Vi hente vort Brød med Fare for vort Liv, formedelst Sværdet i Ørken.

5:10  Vor Hud er forbrændt som en Ovn, af Hungerens Glød.

5:11  De krænke Kvinderne i Zion, Jomfruerne i Judas Stæder.

5:12  Fyrster ere hængte af deres Haand, Oldingers Person bliver ikke æret.

5:13  Unge Karle maatte tage fat paa Kværnen, og Drenge segnede under Byrden af Ved.

5:14  De Ældste have hørt op med at sidde i Porten, de unge Karle med deres Strengeleg.

5:15  Vort Hjertes Glæde er hørt op, vor Dans er vendt om til Sorrig.

5:16  Vort Hoveds Krone er affalden; o ve os! thi vi have syndet.

5:17  Derfor er vort Hjerte sygt, derfor ere vore Øjne formørkede:

5:18  For Zions Bjergs Skyld, som er øde, Ræve løbe derpaa.

5:19  Du, Herre! du bliver evindelig, din Trone fra Slægt til Slægt.

5:20  Hvorfor vil du glemme os evindelig? forlade os saa lang en Tid?

5:21  Herre! før os tilbage til dig, saa ville vi vende tilbage, forny vore Dage som i fordums Tid!

5:22  Thi mon du aldeles har forkastet os? mon du er saa saare vred paa os?