DaOT1931NT1907 - Proverbs - 5

5:1  Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,

5:2  at Kløgt maa vaage øver dig, Læbernes Kundskab vare paa dig.

5:3  Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane;

5:4  men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;

5:5  hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed;

5:6  hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke.

5:7  Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!

5:8  Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær,

5:9  at du ikke maa give andre din Ære, en grusom Mand dine Aar.

5:10  at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus,

5:11  saa du gribes af Anger til sidst, naar dit Kød og Huld svinder hen,

5:12  og du siger: »Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod haant om Revselse,

5:13  saa jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!

5:14  Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!«

5:15  Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;

5:16  lad ej dine Kilder flyde paa Gaden, ej dine Bække paa Torvene!

5:17  Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!

5:18  Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,

5:19  den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed!

5:20  Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn?

5:21  Thi for HERRENS Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor;

5:22  den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;

5:23  han dør af Mangel paa Tugt, gaar til ved sin store Daarskab.