DaOT1931NT1907 - Proverbs - 7

7:1  Min Søn, vogt dig mine Ord, mine Bud maa du gemme hos dig;

7:2  vogt mine Bud, saa skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;

7:3  bind dem om dine Fingre, skriv dem paa dit Hjertes Tavle,

7:4  sig til Visdommen: »Du er min Søster!« og kald Forstanden Veninde,

7:5  at den maa vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.

7:6  Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;

7:7  og blandt de tankeløse saa jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;

7:8  han gik paa Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem paa Vej til hendes Hus

7:9  i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.

7:10  Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;

7:11  løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;

7:12  snart paa Gader, snart paa Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun;

7:13  hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;

7:14  »Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,

7:15  gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!

7:16  Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred,

7:17  jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;

7:18  kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst!

7:19  Thi Manden er ikke hjemme, paa Langfærd er han draget;

7:20  Pengepungen tog han med, ved Fuldmaane kommer han hjem!«

7:21  Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber;

7:22  tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,

7:23  til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.

7:24  Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!

7:25  Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild paa hendes Stier;

7:26  thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.

7:27  Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører til Dødens Kamre.