DaOT1871NT1907 - Ephesians - 4

4:1  Jeg formaner eder derfor, jeg, den fangne i Herren, til at vandre værdig den Kaldelse, med hvilken I bleve kaldede,

4:2  med al Ydmyghed og Sagtmodighed, med Langmodighed, saa I bære over med hverandre i Kærlighed

4:3  og gøre eder Flid for at bevare Aandens Enhed i Fredens Baand;

4:4  eet Legeme og een Aand, ligesom I ogsaa bleve kaldede til eet Haab i eders Kaldelse;

4:5  een Herre, een Tro, een Daab,

4:6  een Gud og alles Fader, som er over alle og igennem alle og i alle!

4:7  Men hver enkelt af os blev Naaden given efter Kristi Gaves Maal.

4:8  Derfor hedder det: „Da han opfor til det høje, bortførte han Fanger og gav Menneskene Gaver.‟

4:9  Men dette: „Han opfor,‟ hvad er det, uden at han ogsaa nedfor til Jordens nedre Egne.

4:10  Han, som nedfor, han er ogsaa den, som opfor højt over alle Himlene, for at han skulde fylde alle Ting.

4:11  Og han gav nogle som Apostle, andre som Profeter, andre som Evangelister, andre som Hyrder og Lærere,

4:12  til de helliges fuldkomne Beredelse, til en Tjenestegerning, til Kristi Legemes Opbyggelse,

4:13  indtil vi alle naa til Enheden i Troen paa og Erkendelsen af Guds Søn, til Mands Modenhed, til Kristi Fyldes Maal af Vækst,

4:14  for at vi ikke mere skulle være umyndige, der omtumles og omdrives af enhver Lærdommens Vind, ved Menneskenes Tærningspil, ved Træskhed efter Vildfarelsens Rænkespind;

4:15  men for at vi, Sandheden tro i Kærlighed, skulle i alle Maader opvokse til ham, som er Hovedet, Kristus,

4:16  ud fra hvem hele Legemet, idet det sammenføjes og sammenknyttes ved ethvert hjælpende Bindeled i Forhold til hver enkelt Dels tilmaalte Virkekraft, fuldbyrder Legemets Vækst til Opbyggelse af sig selv i Kærlighed.

4:17  Dette siger jeg da og vidner i Herren, at I skulle ikke mere vandre saaledes, som Hedningerne vandre i deres Sinds Tomhed,

4:18  formørkede i deres Tanke, fremmedgjorte for Guds Liv som Følge af den Vankundighed, som er i dem paa Grund af deres Hjertes Forhærdelse,

4:19  de, som jo følesløse have hengivet sig til Uterligheden, til at øve al Urenhed i Havesyge.

4:20  Men I have ikke saaledes lært Kristus,

4:21  om I da have hørt om ham og ere blevne oplærte i ham saaledes, som Sandhed er i Jesus,

4:22  at I, hvad eders forrige Vandel angaar, skulle aflægge det gamle Menneske, som fordærves ved bedrageriske Begæringer,

4:23  men fornyes i eders Sinds Aand

4:24  og iføre eder det nye Menneske, som blev skabt efter Gud i Sandhedens Retfærdighed og Hellighed.

4:25  Derfor aflægger Løgnen og taler Sandhed, hver med sin Næste, efterdi vi ere hverandres Lemmer.

4:26  Blive I vrede, da synder ikke; lad ikke Solen gaa ned over eders Forbitrelse;

4:27  giver ikke heller Djævelen Rum!

4:28  Den, som stjæler, stjæle ikke mere, men arbejde hellere og gøre det gode med sine egne Hænder, for at han kan have noget at meddele den, som er i Trang.

4:29  Lad ingen raadden Tale udgaa af eders Mund, men saadan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, for at den kan skaffe dem Naade, som høre derpaa;

4:30  og bedrøver ikke Guds hellige Aand, med hvilken I bleve beseglede til Forløsningens Dag.

4:31  Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Forhaanelse blive langt fra eder tillige med al Ondskab!

4:32  Men vorder velvillige imod hverandre, barmhjertige, tilgivende hverandre, ligesom jo Gud har tilgivet eder i Kristus.