DaOT1871NT1907 - Mark - 7

7:1  Og Farisæerne og nogle af de skriftkloge, som vare komne fra Jerusalem, samle sig om ham.

7:2  Og da de saa nogle af hans Disciple holde Maaltid med vanhellige, det er utoede, Hænder

7:3  (thi Farisæerne og alle Jøderne spise ikke uden at to Hænderne omhyggeligt, idet de fastholde de gamles Overlevering;

7:4  og naar de komme fra Torvet, spise de ikke uden først at tvætte sig; og der er mange andre Ting, som de have vedtaget at holde, Tvætninger af Bægere og Krus og Kobberkar og Bænke),

7:5  saa spurgte Farisæerne og de skriftkloge ham ad: „Hvorfor vandre dine Disciple ikke efter de gamles Overlevering, men holde Maaltid med vanhellige Hænder?‟

7:6  Men han sagde til dem: „Rettelig profeterede Esajas om eder, I Hyklere! som der er skrevet: „Dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er langt borte fra mig.

7:7  Men de dyrke mig forgæves, idet de lære Lærdomme, som ere Menneskers Bud.‟

7:8  I forlade Guds Bud og holde Menneskers Overlevering.‟

7:9  Og han sagde til dem: „Smukt ophæve I Guds Bud, for at I kunne holde eders Overlevering.

7:10  Thi Moses har sagt: „Ær din Fader og din Moder‟; og: „Den, som bander Fader eller Moder, skal visselig dø.‟

7:11  Men I sige: Naar en Mand siger til sin Fader eller sin Moder: „Det, hvormed du skulde være hjulpen af mig, skal være Korban (det er: Tempelgave),‟

7:12  da tilstede I ham ikke mere at gøre noget for sin Fader eller Moder,

7:13  idet I ophæve Guds Ord ved eders Overlevering, som I have overleveret; og mange lignende Ting gøre I.‟

7:14  Og han kaldte atter Folkeskaren til sig og sagde til dem: „Hører mig alle, og forstaar!

7:15  Der er intet uden for Mennesket, som, naar det gaar ind i ham, kan gøre ham uren; men hvad der gaar ud af Mennesket, det er det, som gør Mennesket urent.

7:16  [Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!‟]

7:17  Og da han var gaaet ind i Huset og var borte fra Skaren, spurgte hans Disciple ham om Lignelsen.

7:18  Og han siger til dem: „Ere ogsaa I saa uforstandige? Forstaa I ikke, at intet, som udenfra gaar ind i Mennesket, kan gøre ham uren?

7:19  Thi det gaar ikke ind i hans Hjerte, men i hans Bug og gaar ud ad den naturlige Vej, og saaledes renses al Maden.‟

7:20  Men han sagde: „Det, som gaar ud af Mennesket, dette gør Mennesket urent.

7:21  Thi indvortes fra, fra Menneskenes Hjerte, udgaa de onde Tanker, Utugt, Tyveri, Mord,

7:22  Hor, Havesyge, Ondskab, Svig, Uterlighed, et ondt Øje, Forhaanelse, Hovmod, Fremfusenhed;

7:23  alle disse onde Ting udgaa indvortesfra og gøre Mennesket urent.‟

7:24  Og han stod op og gik bort derfra til Tyrus's og Sidons Egne. Og han gik ind i et Hus og vilde ikke, at nogen skulde vide det. Og han kunde dog ikke være skjult;

7:25  men en Kvinde, hvis lille Datter havde en uren Aand, havde hørt om ham og kom straks ind og faldt ned for hans Fødder;

7:26  (men Kvinden var græsk, af Herkomst en Syrofønikerinde,) og hun bad ham om, at han vilde uddrive den onde Aand af hendes Datter.

7:27  Og han sagde til hende: „Lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de smaa Hunde.‟

7:28  Men hun svarede og siger til ham: „Jo, Herre! ogsaa de smaa Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler.‟

7:29  Og han sagde til hende: „For dette Ords Skyld gaa bort; den onde Aand er udfaren af din Datter.‟

7:30  Og hun gik bort til sit Hus og fandt Barnet liggende paa Sengen og den onde Aand udfaren.

7:31  Og da han gik bort igen fra Tyrus's Egne, kom han over Sidon midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø.

7:32  Og de bringe ham en døv, som ogsaa vanskeligt kunde tale, og bede ham om, at han vilde lægge Haanden paa ham.

7:33  Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge

7:34  og saa op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: „Effata!‟ det er: lad dig op!

7:35  Og hans Øren aabnedes, og straks løstes hans Tunges Baand, og han talte ret.

7:36  Og han bød dem, at de ikke maatte sige det til nogen; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det.

7:37  Og de bleve over al Maade slagne af Forundring og sagde: „Han har gjort alle Ting vel; baade gør han, at de døve høre, og at maalløse tale.‟