DaOT1871NT1907 - Job - 17

17:1  Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.

17:2  Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?

17:3  Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?

17:4  Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.

17:5  Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.

17:6  Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.

17:7  Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.

17:8  For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.

17:9  Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.

17:10  Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.

17:11  Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.

17:12  De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.

17:13  Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket.

17:14  Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!

17:15  Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?

17:16  Den skal nedfare til Gravens Porte, naar der tilmed bliver Ro i Støvet.