DaOT1871NT1907 - Job - 16

16:1  Da svarede Job og sagde:

16:2  Jeg har hørt mange Ting som disse: I ere alle sammen besværlige Trøstere.

16:3  Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad ægger dig, at du svarer?

16:4  Ogsaa jeg kunde tale som I, var kun eders Sjæl i min Sjæls Sted! jeg kunde sætte Ord sammen imod eder og ryste med Hovedet over eder.

16:5  Jeg kunde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Trøst kunde bringe Lindring.

16:6  Vilde jeg tale, saa lindres min Smerte ikke; og vilde jeg lade være, hvad Lettelse finder jeg?

16:7  Dog, nu har han gjort mig træt; du har ødelagt min hele Forsamling.

16:8  Du har grebet mig, det blev et Vidne imod mig; og min Magerhed rejste sig imod mig, den taler imod mig.

16:9  Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig.

16:10  De opspilede deres Gab imod mig, de sloge mine Kinder med Forhaanelse, de flokkede sig til Hobe imod mig.

16:11  Gud overantvordede mig til en uretfærdig og lod mig komme i de ugudeliges Hænder.

16:12  Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig.

16:13  Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden.

16:14  Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt.

16:15  Jeg syede Sæk omkring min Hud og lagde mit Horn i Støvet.

16:16  Mit Ansigt blusser af Graad, og Dødens Skygge hviler over mine Øjenlaage,

16:17  skønt ingen Uret er i mine Hænder, og min Bøn er ren.

16:18  O Jord! skjul ikke mit Blod, og ingen Grænse være for mit Raab.

16:19  Alt nu, se, i Himmelen er mit Vidne, og min Talsmand er i det høje.

16:20  Mine Venner ere blevne mine Bespottere, med Taarer vender mit Øje sig til Gud,

16:21  at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Næste.

16:22  Thi faa Aar skulle endnu komme, saa gaar jeg bort ad en Vej, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.