DaOT1871NT1907 - Job - 6

6:1  Men Job svarede og sagde:

6:2  Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler!

6:3  Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.

6:4  Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.

6:5  Mon Vildæselet skryder, naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har Foder?

6:6  Mon det vamle kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen?

6:7  Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.

6:8  Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab!

6:9  og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig!

6:10  Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.

6:11  Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter mig, at jeg skulde forlænge mit Liv?

6:12  Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber?

6:13  Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig!

6:14  Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt.

6:15  Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi,

6:16  de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig.

6:17  Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted.

6:18  Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme.

6:19  Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem.

6:20  De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede.

6:21  Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte.

6:22  Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue?

6:23  eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand?

6:24  Lærer mig, og jeg vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild.

6:25  Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser?

6:26  Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr?

6:27  Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste.

6:28  Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt?

6:29  Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag!

6:30  Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, hvad ondt er?