DaOT1871NT1907 - Job - 19

19:1  Men Job svarede og sagde:

19:2  Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?

19:3  I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.

19:4  Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.

19:5  Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,

19:6  saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.

19:7  Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.

19:8  Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.

19:9  Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.

19:10  Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;

19:11  og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.

19:12  Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.

19:13  Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.

19:14  Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.

19:15  De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.

19:16  Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.

19:17  Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.

19:18  Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.

19:19  Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.

19:20  Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.

19:21  Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.

19:22  Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?

19:23  Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,

19:24  ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!

19:25  Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.

19:26  Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,

19:27  hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.

19:28  Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:

19:29  Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.