DaOT1871NT1907 - Job - 9

9:1  Men Job svarede og sagde:

9:2  Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?

9:3  Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.

9:4  Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?

9:5  han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;

9:6  han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;

9:7  han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;

9:8  han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;

9:9  han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;

9:10  han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!

9:11  Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.

9:12  Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?

9:13  Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.

9:14  Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.

9:15  Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.

9:16  Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.

9:17  Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.

9:18  Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.

9:19  Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟

9:20  Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.

9:21  Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.

9:22  Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.

9:23  Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.

9:24  Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?

9:25  Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.

9:26  De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.

9:27  Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,

9:28  da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.

9:29  Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?

9:30  Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,

9:31  da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.

9:32  Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.

9:33  Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.

9:34  Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!

9:35  Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.