DaOT1871NT1907 - Job - 23

23:1  Men Job svarede og sagde:

23:2  Min Klage er end i Dag Genstridighed; min Haand ligger tungt over mit Suk.

23:3  Gid jeg kunde kende og finde ham og komme til hans faste Bolig!

23:4  Jeg vilde lægge Sagen frem for hans Ansigt og fylde min Mund med Bevisninger.

23:5  Jeg vilde gerne vide de Ord, som han kunde svare mig, og forstaa, hvad han vilde sige mig.

23:6  Mon han vilde trætte med mig i sin store Kraft? nej, han vilde kun agte paa mig.

23:7  Da vilde en retfærdig gaa i Rette med ham, og for evigt vilde jeg gaa fri ud fra den, som dømmer mig.

23:8  Se, vil jeg gaa fremad, da er han ikke der, eller tilbage, da mærker jeg ham ikke.

23:9  Gør han noget til venstre, da kan jeg ikke beskue ham; skjuler han sig til højre, da kan jeg ikke se ham.

23:10  Thi han kender den Vej, som ligger for mig; prøver han mig, gaar jeg ud som Guldet.

23:11  Min Fod holdt fast ved hans Spor, jeg tog Vare paa hans Vej og afveg ikke.

23:12  Fra hans Læbers Bud er jeg heller ikke afvegen, jeg gemte hans Munds Tale fremfor min egen Lov.

23:13  Men staar han fast ved et, hvo vil da holde ham tilbage? hvad hans Sjæl har Lyst til, det gør han.

23:14  Thi han skal fuldkomme det, mig er beskikket, og mange saadanne Ting har han for.

23:15  Derfor forfærdes jeg for hans Ansigt; tænker jeg efter, da frygter jeg for ham.

23:16  Og Gud har gjort mit Hjerte mistrøstigt, og den Almægtige har forfærdet mig,

23:17  fordi jeg ikke bortrykkedes fra Mørket, og han ikke har skjult Mulm for mit Ansigt.