DaOT1871NT1907 - Psalms - 77

77:1  Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af Asaf.

77:2  Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine Øren til mig!

77:3  Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.

77:4  Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. Sela.

77:5  Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke.

77:6  Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar.

77:7  Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske.

77:8  Vil da Herren forkaste i al Evighed og ikke vedblive at være naadig mere?

77:9  Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?

77:10  Har Gud glemt at være naadig? eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? Sela.

77:11  Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand.

77:12  Jeg vil komme Herrens Gerninger i Hu; jeg vil komme dine underfulde Ting fra fordums Tid i Hu.

77:13  Og jeg vil grunde paa al din Gerning; og jeg vil tale om dine Idrætter.

77:14  O Gud! din Vej er i Hellighed; hvo er en Gud stor som Gud?

77:15  Du er den Gud, som gør underfulde Ting, du har kundgjort din Styrke iblandt Folkene.

77:16  Du genløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josefs Børn. Sela.

77:17  Vandene saa dig, Gud! Vandene saa dig, de bleve bange, ja, Afgrundene bævede.

77:18  De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave Drøn, ja, dine Pile fore frem.

77:19  Din Tordens Drøn rullede, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skælvede.

77:20  Din Vej var i Havet og dine Stier i de store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kendte. Du førte dit Folk som Hjorden ved Mose og Arons Haand.