DaOT1871NT1907 - Psalms - 109

109:1  Min Lovsangs Gud, ti ikke!

109:2  Thi de have opladt Ugudeligheds Mund og Falskheds Mund imod mig; de have talt imod mig med Løgnens Tunge,

109:3  og de have omringet mig med hadefulde Ord og stridt imod mig uden Aarsag.

109:4  Til Løn for min Kærlighed staa de mig imod, men jeg er stedse i Bøn.

109:5  Og de beviste mig ondt for godt, og Had for min Kærlighed.

109:6  Sæt en ugudelig over ham og lad en Anklager staa ved hans højre Haand!

109:7  Naar han dømmes, da lad ham gaa ud som skyldig, og lad hans Bøn blive tir Synd!

109:8  Hans Dage vorde faa, en anden annamme hans Embede!

109:9  Hans Børn vorde faderløse og hans Hustru Enke!

109:10  Og lad hans Børn vanke hid og did og tigge, og lad dem fra deres øde Hjem søge om Føde!

109:11  Lad Aagerkarlen kaste Garn ud efter alt det, han har, og fremmede røve Frugten af hans Arbejde.

109:12  Lad ham ikke finde nogen, som bevarer Miskundhed imod ham, og ingen forbarme sig over hans faderløse!

109:13  Hans Fremtid vorde afskaaren, deres Navn vorde udslettet i andet Led!

109:14  Hans Fædres Misgerning vorde ihukommet hos Herren og hans Moders Synd ikke udslettet!

109:15  De være Herren altid for Øje, og han udrydde deres Ihukommelse af Jorden;

109:16  fordi han ikke kom i Hu at gøre Miskundhed, men forfulgte en elendig og en fattig Mand og den, som var bedrøvet i Hjertet, for at dræbe ham.

109:17  Han elskede Forbandelse, den kom ogsaa over ham, og han havde ikke Lyst til Velsignelse, og den blev ogsaa langt fra ham.

109:18  Og han iførte sig Forbandelse som sit Klædebon, og den kom ind i ham som Vand og som Olie i hans Ben.

109:19  Den vorde ham som et Klædebon, hvilket han ifører sig, og som et Bælte, hvilket han altid ombinder sig med.

109:20  Dette er Lønnen fra Herren til dem, som staa mig imod, og som tale ondt imod min Sjæl!

109:21  Men du, Herre, Herre! gøre vel imod mig for dit Navns Skyld; red mig, fordi din Miskundhed er god.

109:22  Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig.

109:23  Jeg svinder bort som en Skygge, naar den hælder, jeg bliver jaget bort som en Græshoppe.

109:24  Mine Knæ rave af Faste, og mit Kød er magert og har ingen Fedme.

109:25  Og jeg maa være deres Spot; de se mig, de ryste med deres Hoved.

109:26  Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,

109:27  at de maa kende, at dette er din Haand; du, Herre! du har gjort det.

109:28  Forbande de, saa velsigner du, de rejse sig, men blive til Skamme, og din Tjener glædes.

109:29  Lad mine Modstandere iføres Forsmædelse og klædes med deres Skam som med en Kappe.

109:30  Jeg vil takke Herren højlig med min Mund, og jeg vil love ham midt iblandt mange;

109:31  thi han staar ved den fattiges højre Haand for at frelse ham fra dem, som dømme hans Sjæl.