DaOT1871NT1907 - Psalms - 139

139:1  Herre! du har ransaget mig og kender mig.

139:2  Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra.

139:3  Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle mine Veje.

139:4  Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, se, Herre! du kender det jo alt sammen.

139:5  Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand.

139:6  Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det.

139:7  Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt?

139:8  Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der!

139:9  Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav,

139:10  saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast.

139:11  Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.

139:12  Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset.

139:13  Thi du ejede mine Nyrer; du skærmede om mig i Moders Liv.

139:14  Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel.

139:15  Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb.

139:16  Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af dem var kommen.

139:17  Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine Tanker; hvor stor er dog deres Sum!

139:18  Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.

139:19  Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Mænd! viger fra mig.

139:20  Thi de talte skændelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfængeligt.

139:21  Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o Herre! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig?

139:22  Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender.

139:23  Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker!

139:24  Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej!