DaOT1871NT1907 - Psalms - 102

102:1  En elendigs Bøn, naar han forsmægter og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.

102:2  Herre! hør min Bøn og lad mit Raab komme til dig.

102:3  Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit Øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig!

102:4  Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere brændte som et Brandsted.

102:5  Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød.

102:6  Formedelst mine Klageraab hænge mine Ben ved mit Kød.

102:7  Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde.

102:8  Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget.

102:9  Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mig.

102:10  Thi jeg har tæret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad

102:11  for din Vredens og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort.

102:12  Mine Dage are som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.

102:13  Men du, Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt.

102:14  Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen.

102:15  Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv.

102:16  Og Hedningerne skulle frygte Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære;

102:17  thi Herren har bygget Zion og har ladet sig se i sin Herlighed.

102:18  Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet deres Bøn.

102:19  Dette skal skrives for den kommende Slægt; og det Folk, som skabes, skal love Herren.

102:20  Thi han saa ned fra sin Helligdoms Højsæde; Herren saa fra Himmelen til Jorden

102:21  for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn,

102:22  for at de kunde forkynde Herrens Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem,

102:23  naar Folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene Herren.

102:24  Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage.

102:25  Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage, dine Aar vare fra Slægt til Slægt.

102:26  Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene er dine Hænders Gerning.

102:27  De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som en Klædning, og de omskiftes.

102:28  Men du er den samme, og dine Aar faa ingen Ende. Dine Tjeneres Børn skulle fæste Bo, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt.