DaOT1871NT1907 - Psalms - 104

104:1  Min Sjæl, lov Herren; Herre, min Gud! du er saare stor, du har iført dig Majestæt og Herlighed.

104:2  Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et Telt.

104:3  Han hvælver sine Sale i Vandene; han gør Skyerne til sin Vogn, han vandrer paa Vejrets Vinger.

104:4  Han gør Vindene til sine Engle, gloende Ild til sine Tjenere.

104:5  Han grundfæstede Jorden paa dens Grundvold, den skal ikke rokkes i al Evighed.

104:6  Du havde skjult den med Havet som med et Klæde, Vandene stode over Bjergene.

104:7  De flyede for din Trusel, de fore hastelig bort for din Tordens Røst.

104:8  Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.

104:9  Du satte en Grænse, hvorover de ikke skulde gaa; de skulde ikke skjule Jorden igen.

104:10  Han lader Kilder opvælde i Dalene; de rinde imellem Bjergene.

104:11  De give alle Markens Dyr at drikke, Vildæsler slukke deres Tørst.

104:12  Over dem bo Himmelens Fugle; ud fra Grenene lade de deres Røst høre.

104:13  Han vander Bjergene fra sine høje Sale; Jorden mættes af dine Gerningers Frugt.

104:14  Han lader Græs gro for Kvæget og Urter til Menneskens Tjeneste for at fremføre Brød af Jorden.

104:15  Og Vin glæder et Menneskes Hjerte, hans Ansigt bliver frydefuldt af Olie, og Brød vederkvæger et Menneskes Hjerte.

104:16  Herrens Træer mættes af Væde, Libanons Cedre, som han har plantet;

104:17  der hvor Fuglene bygge Rede; Storkens Bo er paa Fyrretræerne.

104:18  De høje Bjerge ere for Stengederne, Klipperne ere en Tilflugt for Kaninerne.

104:19  Han gjorde Maanen til at bestemme Tiderne, Solen ved sin Nedgang.

104:20  Du gør Mørke, og der bliver Nat, i den krybe alle Skovens Dyr frem.

104:21  De unge Løver brøle efter Rov og komme for at kræve deres Føde af Gud.

104:22  Solen gaar op, saa trække de sig tilbage og lægge sig i deres Huler.

104:23  Da gaar Mennesket ud til sin Gerning og til sit Arbejde indtil Aftenen.

104:24  Hvor mange ere dine Gerninger, Herre! du gjorde dem alle viselig; Jorden er fuld af dine Ejendomme.

104:25  Her er Havet stort og vidt til begge Sider; der er Vrimmel uden Tal, der er Dyr, de smaa med de store.

104:26  Der gaa Skibene; der er Leviathan, som du dannede til at lege derudi.

104:27  De vente alle paa dig, at du skal give dem deres Føde i rette Tid.

104:28  Giver du dem, da sanke de; oplader du din Haand, da mættes de med godt.

104:29  Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de; tager du Aanden tilbage fra dem, da dø de og vende tilbage til deres Støv.

104:30  Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse.

104:31  Herrens Ære blive evindelig, Herren glæde sig over sine Gerninger!

104:32  Han ser til Jorden, og den bæver; han rører ved Bjergene, og de ryge.

104:33  Jeg vil synge for Herren, medens jeg lever, jeg vil lovsynge min Gud, medens jeg er til.

104:34  Maatte min Tale behage ham; jeg vil glædes i Herren.

104:35  Maatte dog Syndere udryddes af Jorden, og ugudelige ikke være ydermere! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja.