DaOT1931NT1907 - Psalms - 77

77:1  Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.

77:2  Jeg raaber højt til Gud, højt til Gud, og han hører mig;

77:3  jeg søger Herren paa Nødens Dag, min Haand er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;

77:4  jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Aand vansmægter. — Sela.

77:5  Du holder mine Øjne vaagne, jeg er urolig og maalløs.

77:6  Jeg tænker paa fordums Dage, ihukommer længst henrundne Aar;

77:7  jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Aand.

77:8  Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Naade,

77:9  er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,

77:10  har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? — Sela.

77:11  Jeg sagde: Det er min Smerte, at den Højestes højre er ikke som før.

77:12  Jeg kommer HERRENS Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.

77:13  Jeg tænker paa al din Gerning og grunder over dine Værker.

77:14  Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud saa stor som Gud!

77:15  Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,

77:16  udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. — Sela.

77:17  Vandene saa dig, Gud, Vandene saa dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;

77:18  Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjalded, dine Pile for hid og did;

77:19  din bragende Torden rulled, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;

77:20  din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke. Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Haand.