DaOT1931NT1907 - Psalms - 104

104:1  Min sjæl, lov HERREN! HERRE min Gud, du er saare stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,

104:2  hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;

104:3  du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem paa Vindens Vinger;

104:4  Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!

104:5  Du fæsted Jorden paa dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;

104:6  Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.

104:7  For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,

104:8  for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;

104:9  du satte en Grænse, de ej kommer over, saa de ikke igen skal tilhylle Jorden.

104:10  Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;

104:11  de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;

104:12  over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.

104:13  Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;

104:14  du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, saa du frembringer Brød af Jorden

104:15  og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.

104:16  HERRENS Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,

104:17  hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.

104:18  Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.

104:19  Du skabte Maanen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;

104:20  du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;

104:21  de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.

104:22  De sniger sig bort, naar Sol staar op, og lægger sig i deres Huler;

104:23  Mennesket gaar til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder paa.

104:24  Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!

104:25  Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, baade smaa og store;

104:26  Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.

104:27  De bier alle paa dig, at du skal give dem Føde i Tide;

104:28  du giver dem den, og de sanker, du aabner din Haand, og de mættes med godt.

104:29  Du skjuler dit Aasyn, og de forfærdes; du tager deres Aand, og de dør og vender tilbage til Støvet;

104:30  du sender din Aand, og de skabes, Jordens Aasyn fornyer du.

104:31  HERRENS Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!

104:32  Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger.

104:33  Jeg vil synge for HERREN, saa længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.

104:34  Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.

104:35  Maatte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!