DaOT1931NT1907 - Psalms - 109

109:1  Til Sangmesteren. Af David. En Salme. Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!

109:2  Thi en gudløs, svigefuld Mund har de aabnet imod mig, taler mig til med Løgntunge,

109:3  med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;

109:4  til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;

109:5  de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.

109:6  Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager staa ved hans højre,

109:7  lad ham gaa dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;

109:8  hans Livsdage blive kun faa, hans Embede tage en anden;

109:9  hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;

109:10  hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;

109:11  Aagerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods;

109:12  ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;

109:13  hans Afkom gaa til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt;

109:14  lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud,

109:15  altid være de HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden,

109:16  fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;

109:17  han elsked Forbandelse, saa lad den naa ham; Velsignelse ynded han ikke, den blive ham fjern!

109:18  Han tage Forbandelse paa som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben;

109:19  den blive en Dragt, han tager paa, et Bælte, han altid bærer!

109:20  Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.

109:21  Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Naade, frels mig for dit Navns Skyld!

109:22  Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vaander sig i mig;

109:23  som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;

109:24  af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;

109:25  til Spot for dem er jeg blevet, de ryster paa Hovedet, naar de ser mig.

109:26  Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,

109:27  saa de sander, det var din Haand, dig, HERRE, som gjorde det!

109:28  Lad dem forbande, du vil velsigne, mine Uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;

109:29  lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!

109:30  Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;

109:31  thi han staar ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.