DaOT1931NT1907 - Job - 11

11:1  Saa tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:

11:2  Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?

11:3  Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke faa Skam?

11:4  Du siger: »Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!«

11:5  Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,

11:6  kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!

11:7  Har du loddet Bunden i Gud og naaet den Almægtiges Grænse?

11:8  Højere er den end Himlen — hvad kan du? Dybere end Dødsriget — hvad ved du?

11:9  Den overgaar Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.

11:10  Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?

11:11  Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpaa,

11:12  saa tomhjernet Mand faar Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.

11:13  Hvis du faar Skik paa dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,

11:14  hvis Uret er fjern fra din Haand, og Brøde ej bor i dit Telt,

11:15  ja, da kan du lydefri løfte dit Aasyn og uden at frygte staa fast,

11:16  ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;

11:17  dit Liv skal overstraale Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.

11:18  Tryg skal du være, fordi du har Haab; du ser dig om og gaar trygt til Hvile,

11:19  du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.

11:20  Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Haab er blot at udaande Sjælen!