DaOT1931NT1907 - Job - 14

14:1  Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

14:2  han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, staar ikke fast.

14:3  Og paa ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

14:4  Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!

14:5  Naar hans Dages Tal er fastsat, hans Maaneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

14:6  tag saa dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

14:7  Thi for et Træ er der Haab: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

14:8  ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:

14:9  lugter det Vand, faar det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;

14:10  men dør en Mand, er det ude med ham, udaander Mennesket, hvor er han da?

14:11  Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,

14:12  saa lægger Manden sig, rejser sig ikke, vaagner ikke, før Himlen forgaar, aldrig vækkes han af sin Søvn.

14:13  Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!

14:14  Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

14:15  du skulde kalde — og jeg skulde svare — længes imod dine Hænders Værk!

14:16  Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,

14:17  forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

14:18  Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,

14:19  som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, saa har du udslukt Menneskets Haab.

14:20  For evigt slaar du ham ned, han gaar bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

14:21  Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

14:22  ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.