DaOT1931NT1907 - Job - 30

30:1  Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.

30:2  Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,

30:3  tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark

30:4  og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.

30:5  Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve raabes der efter dem.

30:6  De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.

30:7  De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,

30:8  en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.

30:9  Men nu er jeg Haansang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;

30:10  de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.

30:11  Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.

30:12  Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slaar de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig;

30:13  min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;

30:14  de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,

30:15  Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.

30:16  Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:

30:17  Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.

30:18  Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.

30:19  Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.

30:20  Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du staar der og ænser mig ikke;

30:21  grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Haand.

30:22  Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;

30:23  thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.

30:24  Dog, mon den druknende ej rækker Haanden ud og raaber om Hjælp, naar han gaar under?

30:25  Mon ikke jeg græder over den, som havde det haardt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?

30:26  Jeg biede paa Lykke, men Ulykke kom, jeg haabed paa Lys, men Mørke kom;

30:27  ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;

30:28  trøstesløs gaar jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og raaber;

30:29  Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.

30:30  Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;

30:31  min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Graad!