DaOT1931NT1907 - Job - 15

15:1  Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

15:2  Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind

15:3  for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet baader?

15:4  Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.

15:5  Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.

15:6  Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!

15:7  Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?

15:8  Mon du lytted til, da Gud holdt Raad, og mon du rev Visdommen til dig?

15:9  Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstaar du, som vi ikke kender?

15:10  Ogsaa vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!

15:11  Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?

15:12  Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?

15:13  Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.

15:14  Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?

15:15  End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,

15:16  hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!

15:17  Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,

15:18  hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,

15:19  dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:

15:20  Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede Aar, en Voldsmand lever;

15:21  Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;

15:22  han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,

15:23  udset til Føde for Gribbe, han ved, at han staar for Fald;

15:24  Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.

15:25  Thi Haanden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,

15:26  stormed haardnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.

15:27  Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld paa sin Lænd.

15:28  tog Bolig i Byer, der øde laa hen, i Huse, man ikke maa bo i, bestemt til at ligge i Grus.

15:29  Han bliver ej rig, hans Velstand forgaar, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;

15:30  han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.

15:31  Han stole ikke paa Tomhed — han farer vild — thi Tomhed skal være hans Løn!

15:32  I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;

15:33  han ryster som Ranken sin Drue af og kaster som Olietræet sin Blomst.

15:34  Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;

15:35  svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!