DaOT1931NT1907 - Job - 3

3:1  Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,

3:2  og Job tog til Orde og sagde:

3:3  Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: »Se, en Dreng!«

3:4  Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den straale ej Lyset frem!

3:5  Mulm og Mørke løse den ind, Taage lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!

3:6  Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Aarets Dage, den komme ikke i Maaneders Tal!

3:7  Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!

3:8  De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan;

3:9  dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves paa Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlaag,

3:10  fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!

3:11  Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udaanded straks fra Moders Skød?

3:12  Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?

3:13  Saa havde jeg nu ligget og hvilet, saa havde jeg slumret i Fred

3:14  blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,

3:15  blandt Fyrster, rige paa Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.

3:16  Eller var jeg dog som et nedgravet Foster, som Børn, der ikke fik Lyset at se!

3:17  Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,

3:18  alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;

3:19  smaa og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.

3:20  Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,

3:21  dem, som bier forgæves paa Døden, graver derefter som efter Skatte,

3:22  som glæder sig til en Stenhøj, jubler, naar de finder deres Grav —

3:23  en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?

3:24  Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve raab strømmer som Vand.

3:25  Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.

3:26  Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, saa kommer Uro!