DaOT1931NT1907 - Job - 9

9:1  Saa tog Job til Orde og svarede:

9:2  Jeg ved forvist, at saaledes er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?

9:3  Vilde Gud gaa i Rette med ham, kan han ikke svare paa et af tusind!

9:4  Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?

9:5  Han flytter Bjerge saa let som intet, vælter dem om i sin Vrede,

9:6  ryster Jorden ud af dens Fuger, saa dens Grundstøtter bæver;

9:7  han taler til Solen, saa skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,

9:8  han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,

9:9  han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,

9:10  han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!

9:11  Gaar han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;

9:12  røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: »Hvad gør du?«

9:13  Gud lægger ikke Baand paa sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;

9:14  hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!

9:15  Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, maa bede min Dommer om Naade!

9:16  Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,

9:17  han, som river mig bort i Stormen, giver mig Saar paa Saar uden Grund,

9:18  ikke lader mig drage Aande, men lader mig mættes med beske Ting.

9:19  Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!

9:20  Har jeg end Ret, maa min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!

9:21  Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!

9:22  Lige meget; jeg paastaar derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!

9:23  Naar Svøben kommer med Død i et Nu, saa spotter han skyldfries Hjertekval;

9:24  Jorden gav han i gudløses Haand, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?

9:25  Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og saa ikke Lykke,

9:26  gled hen som Baade af Siv, som en Ørn, der slaar ned paa Bytte.

9:27  Dersom jeg siger: »Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,«

9:28  maa jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

9:29  Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?

9:30  Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,

9:31  du dypped mig dog i Pølen, saa Klæderne væmmedes ved mig.

9:32  Thi du er ikke en Mand som jeg, saa jeg kunde svare, saa vi kunde gaa for Retten sammen;

9:33  vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Haand paa os begge!

9:34  Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,

9:35  da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!