DaOT1931NT1907 - Psalms - 74

74:1  En Maskil af Asaf. Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evigt, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?

74:2  Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, — du udløste den til din Ejendoms Stamme — Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.

74:3  Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.

74:4  Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.

74:5  Det saa ud, som naar man løfter Økser i Skovens Tykning.

74:6  Og alt det udskaarne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.

74:7  Paa din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.

74:8  De tænkte: »Til Hobe udrydder vi dem!« De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.

74:9  Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.

74:10  Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at haane dit Navn?

74:11  Hvorfor holder du din Haand tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?

74:12  Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.

74:13  Du kløvede Havet med Vælde, knuste paa Vandet Dragernes Hoved;

74:14  du søndrede Hovederne paa Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;

74:15  Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;

74:16  din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,

74:17  du fastsatte alle Grænser paa Jord, du frembragte Sommer og Vinter.

74:18  Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har haanet, et Folk af Daarer har spottet dit Navn!

74:19  Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;

74:20  se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.

74:21  Lad ej den fortrykte gaa bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!

74:22  Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af Daarer,

74:23  lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!