DaOT1931NT1907 - Psalms - 139

139:1  Til Sangmesteren. Af David. En Salme. HERRE, du ransager mig og kender mig!

139:2  Du ved, naar jeg sidder, og naar jeg staar op, du fatter min Tanke i Frastand,

139:3  du har Rede paa, hvor jeg gaar eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.

139:4  Thi før Ordet er til paa min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.

139:5  Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Haand paa mig.

139:6  At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!

139:7  Hvorhen skal jeg gaa for din Aand, og hvor skal jeg fly for dit Aasyn?

139:8  Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, saa er du der;

139:9  tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,

139:10  da vil din Haand ogsaa lede mig der, din højre holde mig fast!

139:11  Og siger jeg: »Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!«

139:12  saa er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.

139:13  Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.

139:14  Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.

139:15  Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;

139:16  som Foster saa dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.

139:17  Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!

139:18  Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vaagner — og end er jeg hos dig.

139:19  Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, maatte Blodets Mænd vige fra mig,

139:20  de, som taler om dig paa Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.

139:21  Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der staar dig imod;

139:22  med fuldt Had hader jeg dem, de er ogsaa mine Fjender.

139:23  Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!

139:24  Se, om jeg er paa Smertens Vej, og led mig paa Evigheds Vej!