DaOT1931NT1907 - Job - 4

4:1  Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

4:2  Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?

4:3  Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,

4:4  dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —

4:5  Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

4:6  Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?

4:7  Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?

4:8  Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.

4:9  For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.

4:10  Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;

4:11  Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.

4:12  Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken

4:13  i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;

4:14  Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;

4:15  et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.

4:16  Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:

4:17  »Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?

4:18  End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,

4:19  endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!

4:20  De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.

4:21  Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.