DaOT1931NT1907 - Job - 7

7:1  Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.

7:2  Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,

7:3  saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.

7:4  Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

7:5  Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.

7:6  Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.

7:7  Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!

7:8  Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.

7:9  Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte,

7:10  han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.

7:11  Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

7:12  Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

7:13  Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,

7:14  da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,

7:15  saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.

7:16  Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

7:17  Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

7:18  hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?

7:19  Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

7:20  Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

7:21  Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!