DaOT1931NT1907 - John - 12

12:1  Seks Dage før Paaske kom Jesus nu til Bethania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde.

12:2  Der gjorde de da et Aftensmaaltid for ham, og Martha vartede op; men Lazarus var en af dem, som sade til Bords med ham.

12:3  Da tog Maria et Pund af ægte, saare kostbar Nardussalve og salvede Jesu Fødder og tørrede hans Fødder med sit Haar; og Huset blev fuldt af Salvens Duft.

12:4  Da siger en af hans Disciple, Judas, Simons Søn, Iskariot, han, som siden forraadte ham:

12:5  „Hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre Hundrede Denarer og given til fattige?‟

12:6  Men dette sagde han, ikke fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en Tyv og havde Pungen og bar, hvad der blev lagt deri.

12:7  Da sagde Jesus: „Lad hende med Fred, hun har jo bevaret den til min Begravelsesdag!

12:8  De fattige have I jo altid hos eder; men mig have I ikke altid.‟

12:9  En stor Skare af Jøderne fik nu at vide, at han var der; og de kom ikke for Jesu Skyld alene, men ogsaa for at se Lazarus, hvem han havde oprejst fra de døde.

12:10  Men Ypperstepræsterne raadsloge om ogsaa at slaa Lazarus ihjel;

12:11  thi for hans Skyld gik mange af Jøderne hen og troede paa Jesus.

12:12  Den følgende Dag, da den store Skare, som var kommen til Højtiden, hørte, at Jesus kom til Jerusalem,

12:13  toge de Palmegrene og gik ud imod ham og raabte: „Hosanna! velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn, Israels Konge!‟

12:14  Men Jesus fandt et ungt Æsel og satte sig derpaa, som der er skrevet:

12:15  „Frygt ikke, Zions Datter! se, din Konge kommer, siddende paa en Asenindes Føl.‟

12:16  Dette forstode hans Disciple ikke først; men da Jesus var herliggjort, da kom de i Hu, at dette var skrevet om ham, og at de havde gjort dette for ham.

12:17  Skaren, som var med ham, vidnede nu, at han havde kaldt Lazarus frem fra Graven og oprejst ham fra de døde.

12:18  Det var ogsaa derfor, at Skaren gik ham i Møde, fordi de havde hørt, at han havde gjort dette Tegn.

12:19  Da sagde Farisæerne til hverandre: „I se, at I udrette ikke noget; se, Alverden gaar efter ham.‟

12:20  Men der var nogle Grækere af dem, som plejede at gaa op for at tilbede paa Højtiden.

12:21  Disse gik nu til Filip, som var fra Bethsajda i Galilæa, og bade ham og sagde: „Herre! vi ønske at se Jesus.‟

12:22  Filip kommer og siger det til Andreas, Andreas og Filip komme og sige det til Jesus.

12:23  Men Jesus svarede dem og sagde: „Timen er kommen, til at Menneskesønnen skal herliggøres.

12:24  Sandelig, sandelig, siger jeg eder, hvis ikke Hvedekornet falder i Jorden og dør, bliver det ene; men dersom det dør, bærer det megen Frugt.

12:25  Den, som elsker sit Liv, skal miste det; og den, som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv.

12:26  Om nogen tjener mig, han følge mig, og hvor jeg er, der skal ogsaa min Tjener være; om nogen tjener mig, ham skal Faderen ære.

12:27  Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne Time? Dog, derfor er jeg kommen til denne Time.

12:28  Fader, herliggør dit Navn!‟ Da kom der en Røst fra Himmelen: „Baade har jeg herliggjort det, og vil jeg atter herliggøre det.‟

12:29  Da sagde Skaren, som stod og hørte det, at det havde tordnet; andre sagde: „En Engel har talt til ham.‟

12:30  Jesus svarede og sagde: „Ikke for min Skyld er denne Røst kommen, men for eders Skyld.

12:31  Nu gaar der Dom over denne Verden, nu skal denne Verdens Fyrste kastes ud,

12:32  og jeg skal, naar jeg bliver ophøjet fra Jorden, drage alle til mig.‟

12:33  Men dette sagde han for at betegne, hvilken Død han skulde dø.

12:34  Skaren svarede ham: „Vi have hørt af Loven, at Kristus bliver evindelig, og hvorledes siger da du, at Menneskesønnen bør ophøjes? Hvem er denne Menneskesøn?‟

12:35  Da sagde Jesus til dem: „Endnu en liden Tid er Lyset hos eder. Vandrer, medens I have Lyset, for at Mørke ikke skal overfalde eder! Og den, som vandrer i Mørket, ved ikke, hvor han gaar hen.

12:36  Medens I have Lyset, tror paa Lyset, for at I kunne blive Lysets Børn!‟ Dette talte Jesus, og han gik bort og blev skjult for dem.

12:37  Men endskønt han havde gjort saa mange Tegn for deres Øjne, troede de dog ikke paa ham,

12:38  for at Profeten Esajas's Ord skulde opfyldes, som han har sagt: „Herre! hvem troede det, han hørte af os, og for hvem blev Herrens Arm aabenbaret?‟

12:39  Derfor kunde de ikke tro, fordi Esajas har atter sagt:

12:40  „Han har blindet deres Øjne og forhærdet deres Hjerte, for at de ikke skulle se med Øjnene og forstaa med Hjertet og omvende sig, saa jeg kunde helbrede dem.‟

12:41  Dette sagde Esajas, fordi han saa hans Herlighed og talte om ham.

12:42  Alligevel var der dog mange, endogsaa af Raadsherrerne, som troede paa ham; men for Farisæernes Skyld bekendte de det ikke, for at de ikke skulde blive udelukkede af Synagogen;

12:43  thi de elskede Menneskenes Ære mere end Guds Ære.

12:44  Men Jesus raabte og sagde: „Den, som tror paa mig, tror ikke paa mig, men paa ham, som sendte mig,

12:45  og den, som ser mig, ser den, som sendte mig.

12:46  Jeg er kommen som et Lys til Verden, for at hver den, som tror paa mig, ikke skal blive i Mørket.

12:47  Og om nogen hører mine Ord og ikke vogter paa dem, ham dømmer ikke jeg; thi jeg er ikke kommen for at dømme Verden, men for at frelse Verden.

12:48  Den, som foragter mig og ikke modtager mine Ord, har den, som dømmer ham; det Ord, som jeg har talt, det skal dømme ham paa den yderste Dag.

12:49  Thi jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som sendte mig, han har givet mig Befaling om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale.

12:50  Og jeg ved, at hans Befaling er evigt Liv. Altsaa, hvad jeg taler, taler jeg saaledes, som Faderen har sagt mig.‟