DaNT1819 - John - 12

12:1  Men sex Dage før Paaske kom Jesus til Bethania, hvor Lazarus var, der havde været død, og hvem han havde opreist fra de Døde.

12:2  Da gjorde de ham der en Nadvere, og Martha opvartede; men Lazarus var een af dem, som sadde tilbords med ham.

12:3  Da tog Maria et Pund af uforfalsket meget kostelig Nardus-Salve, og salvede Jesu Fødder, og tørrede hans Fødder med sit Haar; men Huset blev fuldt af Salvens Lugt.

12:4  Da sagde een af hans Disciple, Judas, Simons Søn, Ischariotes, som siden forraadte ham:

12:5  hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre hundrede Penninge og givet til Fattige?

12:6  Men dette sagde han ikke, fordi han havde Omsorg for de Fattige, men fordi han var en Tyv, og havde Pungen, og bar hvad der blev lagt deri.

12:7  Da sagde Jesus: lad hende i Fred; til min Begravelsesdag haver hun bevaret den.

12:8  Thi Fattige have I altid hos Eder; men mig have I ikke altid.

12:9  Da fik en stor Hob af Jøderne at vide, at han var der; og de kom ikke for Jesu Skyld alene, men ogsaa for at see Lazarus, hvem han havde opreist fra de Døde.

12:10  Men de Ypperstepræster raadsloge om, ogsaa at ihjelslaae Lazarus;

12:11  thi for hans Skyld gik mange af Jøderne hen, og troede paa Jesus.

12:12  Den anden Dag, da den store Mængde, som var kommen til Høitiden, hørte, at Jesus kom til Jerusalem,

12:13  toge de Palmegrene, og gik ud imod ham og raabte: Hosanna! velsignet være den, som kommer i Herrens Navn, den Israels Konge!

12:14  Men Jesus fandt en Asenindes Føl og satte sig derpaa, som der er skrevet:

12:15  frygt ikke, Zions Datter! see, din Konge kommer ridende paa en Asenindes Føl.

12:16  Men dette forstode hans Disciple ikke først; men der Jesus var herliggjort, da kom de ihu, at dette var skrevet om ham, og at de havde gjort dette for ham.

12:17  Men den Mængde, som havde været med ham, vidnede, at han havde kaldt Lazarus af Graven, og opreist ham fra de Døde.

12:18  Derfor gik og Folket ham imøde, fordi det havde hørt, at han havde gjort dette Tegn.

12:19  Da sagde Pharisæerne til hverandre: I see, at I udrette slet intet; see! al Verden gaaer efter ham.

12:20  Men der var nogle Græker af dem, som vare gangne op for at tilbede paa Høitiden.

12:21  Disse gik nu til Philippus, som var fra Bethsaida i Galilæa, og bade ham og sagde: Herre! vi ønske at see Jesus.

12:22  Philippus kommer og siger Andreas det, og Andreas og Philippus sige atter Jesus det.

12:23  Men Jesus svarede dem og sagde: Timen er kommen, at Menneskens Søn skal herliggjøres.

12:24  Sandelig, sandelig siger jeg Eder: uden Hvedekornet falder i Jorden og døer, bliver det ene; men dersom det døer, bærer det megen Frugt.

12:25  Hvo som elsker sit Liv, skal miste det; og hvo som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv.

12:26  Om Nogen tjener mig, han følge mig, og hvor jeg er, der skal og min Tjener være; og om Nogen tjener mig, ham skal Faderen ære.

12:27  Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne Time! Dog derfor er jeg kommen til denne Time.

12:28  Fader, herliggjør dit Navn! Da kom en Røst af Himmelen: baade haver jeg herliggjort, og vil atter herliggjøre det.

12:29  Da sagde Folket, som stod og hørte det, at det havde tordnet; Andre sagde: en Engel talede til ham.

12:30  Jesus svarede og sagde: denne Røst skete ikke for min Skyld, men for Eders Skyld.

12:31  Nu gaaer der Dom over denne Verden, nu skal denne Verdens Fyrste udstødes.

12:32  Og jeg, naar jeg bliver ophøiet fra Jorden, vil jeg drage Alle til mig.

12:33  (Men han sagde dette, for at betegne, hvad Død han skulle døe.)

12:34  Folket svarede ham: vi have hørt af Loven, at Christus bliver evindeligen, og hvorledes siger du, at det bør Menneskens Søn at ophøies? hvo er denne Menneskens Søn?

12:35  Da sagde Jesus til dem: Lyset er endnu en liden Tid hos Eder. Vandrer, den Stund I have Lyset, at Mørket ikke skal overfalde Eder! Og hvo som vandrer i Mørket, veed ikke, hvor han gaaer hen.

12:36  Medens I have Lyset, troer paa Lyset, at I kunne blive Lysets Børn. Dette talede Jesus og gik bort og skjulte sig for dem.

12:37  Men alligevel han have gjort saa mange Tegn for deres Øine, troede de dog ikke paa ham,

12:38  at Esaias den Prophets Tale skulde fuldkommes, som han har sagt: Herre! hvo troede det, han hørte af os, og for hvem er Herrens Arm aabenbaret?

12:39  Derfor kunde de ikke troe; thi Esaias siger atter:

12:40  han haver forblindet deres Øine, og forhærdet deres Hjerter, at de ikke skulde see med Øinene, og forstaae med Hjertet og omvende sig, og jeg maatte helbrede dem.

12:41  Dette sagde Esaias, der han saae hans Herlighed og talede om ham.

12:42  Dog alligevel troede mange ogsaa af de Øverste paa ham; men for Pharisæernes Skyld bekjendte de det ikke, at de ikke skulde blive udelukte af Synagogen;

12:43  thi de elskede Menneskens Ære mere end Guds Ære.

12:44  Men Jesus raabte og sagde: hvo som troer paa mig, troer ikke paa mig, men paa den, som mig haver udsendt.

12:45  Og hvo som seer mig, seer den, som mig haver udsendt.

12:46  Jeg er kommen et Lys til Verden, at hver den, som troer paa mig, ikke skal blive i Mørket.

12:47  Og om Nogen hører mine Ord, og troer ikke, han dømmer jeg ikke; thi jeg er ikke kommen for at dømme Verden, men for at frelse Verden.

12:48  Hvo mig foragter og annammer ikke mine Ord, haver den, som ham dømmer; det Ord, som jeg haver talet, det skal dømme ham paa den yderste Dag.

12:49  Thi jeg haver ikke talet af mig selv; men Faderen, som mig haver udsendt, han haver givet mig Befaling, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale.

12:50  Og jeg veed, at hans Befaling er et evigt Liv. Derfor, hvad jeg taler, taler jeg saaledes, som Faderen haver sagt mig.