DaOT1931NT1907 - Habakkuk

Chapter 1

1:1  Det Udsagn, Profeten Habakkuk skuede.

1:2  Hvor længe skal jeg klage, HERRE, uden du hører, skrige til dig over Vold, uden du frelser?

1:3  Hvi lader du mig skue Uret, være Vidne til Kvide? Ødelæggelse og Vold har jeg for Øje, der opstod Kiv, og Strid kom op.

1:4  Derfor ligger Loven lammet, og Ret kommer aldrig frem. Thi naar gudløse trænger retfærdige, fremkommer krøget Ret.

1:5  Se eder om blandt Folkene til Skræk og Rædsel for eder! Thi en Gerning gør han i eders Dage, som I ej vilde tro, om det fortaltes.

1:6  Thi se, han vækker Kaldæerne, det grumme og raske Folk, som drager viden om Lande for at indtage andres Bo.

1:7  Forfærdeligt, frygteligt er det, Ødelæggelse udgaar derfra.

1:8  Dets Heste er rappere end Pantere, mer viltre end Ulve ved Kvæld; dets Rytterheste kommer i Spring, flyvende langvejs fra. Som Ørnen i Fart efter Føde

1:9  er de alle paa Vej efter Vold. De higede stadig mod Øst og samlede Fanger som Sand.

1:10  Med Kongerne drev det Spot, Fyrsterne lo det kun ad. Det lo ad hver en Fæstning, opdynged en Vold og tog den.

1:11  Saa suste det videre som Stormen og gjorde sin Kraft til sin Gud.

1:12  Er du ikke fra fordum HERREN, min hellige Gud? — Vi skal ej dø — HERRE, har du sat ham til Dommer, givet ham Fuldmagt til Straf?

1:13  Dit rene Blik afskyr ondt, du taaler ej Synet af Kvide; hvi ser du da tavs paa Ransmænd, at gudløs sluger sin Overmand i Retfærd?

1:14  Med Mennesker gør du som med Havets Fisk, som med Kryb, der er uden Hersker:

1:15  Han fisker dem alle med Krog, slæber dem bort i sit Vod og samler dem i sit Garn; derfor er han jublende glad;

1:16  han ofrer derfor til sit Vod, tænder Offerild for sit Garn. Ved dem blev hans Del jo fed og kraftig blev hans Føde.

1:17  Skal han altid tømme sit Vod og slaa Folk ihjel uden Skaansel?

Chapter 2

2:1  Op paa min Varde vil jeg stige, staa hen paa mit Vagtsted og spejde, og se, hvad han taler i mig, hvad Svar han har paa min Klage.

2:2  Og HERREN gav mig til Svar de Ord: »Skriv Synet op og rist det ind i Tavler, at det kan læses let;

2:3  thi Synet staar ved Magt, træffer ind til Tide, usvigeligt iler det mod Maalet; tøver det, bi saa paa det, thi det kommer; det udebliver ikke.«

2:4  Se, opblæst, uredelig er Sjælen i ham, men den retfærdige skal leve ved sin Tro.

2:5  Han er derhos den frækkeste Røver, en hoven, frastødende Mand, der som Dødsriget opspiler Gabet, som Døden uden at mættes, skraber alle Folkene til sig, sanker alle Folkeslag til sig.

2:6  Visselig skal de alle istemme en Haansang, en Smædevise fuld af Hentydninger til ham og sige: Ve ham, der dynger andres Gods op — hvor længe? — og læsser Pantegods paa sig!

2:7  Thi brat staar dine Skyldherrer op; de, som vil rykke dig, vaagner; da bliver du dem til Bytte.

2:8  Fordi du har plyndret mange Folk, skal du plyndres af al Folkeslagenes Rest for Menneskeblods Skyld, for Vold mod Landet, mod Byen og alle, som bor der.

2:9  Ve ham, som søger ublu Vinding til sit Hus for at bygge sin Rede højt og redde sig fra Ulykkens Haand.

2:10  Dit Hus faar Skam af dit Raad. Du nedtraadte mange Folkeslag, men satte din Sjæl i Vove.

2:11  Thi Stenen raaber fra Væggen, fra Træværket svarer Bjælken.

2:12  Ve ham, som bygger By med Blod og rejser en Stad med Uret,

2:13  (er dette ikke fra Hærskarers HERRE?) saa Folkeslag slider for Ilden, og Folkefærds Møje er spildt.

2:14  Thi Jorden skal fyldes af Kundskab om HERRENS Herlighed, som Vandene dækker Havets Bund.

2:15  Ve ham, som lader Venner drikke en Rus af Fade og Skaale for at faa deres Blusel at se.

2:16  Du mætted dig med Skam for Ære. Drik selv, vis din Forhud frem! Nu kommer Bægeret fra HERRENS højre til dig og Skændsel til din Ære.

2:17  Thi du tynges af Vold mod Libanon, knuses for Misbrug af Dyr, for Menneskeblods Skyld, for Vold mod Landet, mod Byen og alle, som bor der.

2:18  Hvad gavner det skaarne Billed, at en Billedskærer skærer det ud, det støbte Billed, hvis Spaadom er falsk, at en Billedskærer stoler derpaa, saa han laver stumme Guder?

2:19  Ve den, som siger til Træ: »Vaagn op!« til Sten uden Mæle: »Staa op!« Den skulde kunne spaa! Se, den er klædt i Guld og Sølv, men af Aand har den intet i sig.

2:20  Men HERREN er i sin Helligdom; stille for ham, al Jorden!

Chapter 3

3:1  En Bøn af Profeten Habakkuk. Al-sjigjonot.

3:2  HERRE, jeg har hørt dit Ry, jeg har skuet din Gerning, HERRE. Fuldbyrd det i Aarenes Løb, aabenbar dig i Aarenes Løb, kom Barmhjertighed i Hu under Vreden!

3:3  Gud drager frem fra Teman, den Hellige fra Parans Bjerge. — Sela. Hans Højhed skjuler Himlen, hans Herlighed fylder Jorden.

3:4  Under ham er Glans som Ild, fra hans Side udgaar Straaler; der er hans Vælde i Skjul.

3:5  Foran ham vandrer Pest, og efter ham følger Sot.

3:6  Hans Fjed faar Jorden til at skælve, hans Blik faar Folk til at bæve. De ældgamle Bjerge brister, de evige Høje synker, ad evige Stier gaar han.

3:7  Kusjans Telte bæver, Telttæpperne i Midjans Land.

3:8  Er HERREN da vred paa Strømmene, gælder din Vrede Strømmene, gælder din Harme Havet, siden du farer frem paa dine Heste og dine Vogne drøner.

3:9  Din Bue kom blottet til Syne, din Buestreng mætter du med Pile. — Sela. Du kløver Jorden i Strømme,

3:10  Bjergene ser dig og skælver. Skyerne nedsender Regnskyl, og Afgrunden løfter sin Røst.

3:11  Solen glemmer at staa op, Maanen bliver i sit Bo; de flygter for Skinnet af dine Pile, for Glansen af dit lynende Spyd.

3:12  I Harme skrider du hen over Jorden, du nedtramper Folk i Vrede.

3:13  Du drager ud til Frelse for dit Folk, ud for at frelse din Salvede. Du knuser den gudløses Hustag, blotter Grunden til Klippen. — Sela.

3:14  Med dit Spyd gennemborer du hans Hoved, hans Høvdinger splittes.

3:15  Du tramper hans Heste i Havet, i de mange Vandes Dynd.

3:16  Jeg hørte det; da bæved min Krop, ved Braget skjalv mine Læber; Edder for i mine Ben, og under mig vakled mine Skridt. Jeg bier paa Trængselens Dag over Folket, som volder os Krig.

3:17  Thi Figentræet blomstrer ikke, Vinstokken giver intet, Olietræets Afgrøde svigter, Markerne giver ej Føde. Faarene svandt af Folden, i Staldene findes ej Okser.

3:18  Men jeg vil frydes i HERREN, juble i min Frelses Gud.

3:19  Den Herre HERREN er min Styrke, han gør mine Fødder som Hindens og lader mig gaa paa mine Høje. Til Sangmesteren. Med Strengespil.