DaOT1931NT1907 - Job - 29

29:1  Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

29:2  Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,

29:3  da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,

29:4  som i mine modne Aar, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,

29:5  da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,

29:6  da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,

29:7  da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde paa Torvet.

29:8  Naar Ungdommen saa mig, gemte den sig, Oldinge rejste sig op og stod,

29:9  Høvdinger standsed i Talen og lagde Haand paa Mund,

29:10  Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;

29:11  Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet saa og tilkendte mig Ære.

29:12  Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;

29:13  den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;

29:14  jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.

29:15  Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;

29:16  jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;

29:17  den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.

29:18  Saa tænkte jeg da: »Jeg skal dø i min Rede, leve saa længe som Føniksfuglen;

29:19  min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;

29:20  min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Haand!«

29:21  Mig hørte de paa og bied, var tavse, mens jeg gav Raad;

29:22  ingen tog Ordet, naar jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende paa dem;

29:23  de bied paa mig som paa Regn, spærred Munden op efter Vaarregn.

29:24  Mistrøstige smilte jeg til, mit Aasyns Lys fik de ej til at svinde.

29:25  Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.