DaOT1931NT1907 - Matthew - 22

22:1  Og Jesus tog til Orde og talte atter i Lignelser til dem og sagde:

22:2  „Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde Bryllup for sin Søn.

22:3  Og han udsendte sine Tjenere for at kalde de budne til Brylluppet; og de vilde ikke komme.

22:4  Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: Siger til de budne: Se, jeg har beredt mit Maaltid, mine Okser og Fedekvæget er slagtet, og alting er rede; kommer til Brylluppet!

22:5  Men de brøde sig ikke derom og gik hen, den ene paa sin Mark, den anden til sit Købmandsskab;

22:6  og de øvrige grebe hans Tjenere, forhaanede og ihjelsloge dem.

22:7  Men Kongen blev vred og sendte sine Hære ud og slog disse Manddrabere ihjel og satte Ild paa deres Stad.

22:8  Da siger han til sine Tjenere: Brylluppet er beredt, men de budne vare det ikke værd.

22:9  Gaar derfor ud paa Skillevejene og byder til Brylluppet saa mange, som I finde!

22:10  Og de Tjenere gik ud paa Vejene og samlede alle dem, de fandt, baade onde og gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gæster.

22:11  Da nu Kongen gik ind for at se Gæsterne, saa han der et Menneske, som ikke var iført Bryllupsklædning.

22:12  Og han siger til ham: Ven! hvorledes er du kommen herind og har ingen Bryllupsklædning paa? Men han tav.

22:13  Da sagde Kongen til Tjenerne: Binder Fødder og Hænder paa ham, og kaster ham ud i Mørket udenfor; der skal der være Graad og Tænders Gnidsel.

22:14  Thi mange ere kaldede, men faa ere udvalgte.‟

22:15  Da gik Farisæerne hen og holdt Raad om, hvorledes de kunde fange ham i Ord.

22:16  Og de sende deres Disciple til ham tillige med Herodianerne og sige: „Mester! vi vide, at du er sanddru og lærer Guds Vej i Sandhed og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke paa Menneskers Person.

22:17  Sig os derfor: Hvad tykkes dig? Er det tilladt at give Kejseren Skat, eller ej?‟

22:18  Men da Jesus mærkede deres Ondskab, sagde han: „I Hyklere, hvorfor friste I mig?

22:19  Viser mig Skattens Mønt!‟ Og de bragte ham en Denar.

22:20  Og han siger til dem: „Hvis Billede og Overskrift er dette?‟

22:21  De sige til ham: „Kejserens.‟ Da siger han til dem: „Saa giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er!‟

22:22  Og da de hørte det, undrede de sig, og de forlode ham og gik bort.

22:23  Samme Dag kom der Saddukæere til ham, hvilke sige, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham og sagde:

22:24  „Mester! Moses har sagt: Naar nogen dør og ikke har Børn, skal hans Broder for Svogerskabets Skyld tage hans Hustru til Ægte og oprejse sin Broder Afkom.

22:25  Men nu var der hos os syv Brødre; og den første giftede sig og døde; og efterdi han ikke havde Afkom, efterlod han sin Hustru til sin Broder.

22:26  Ligesaa ogsaa den anden og den tredje, indtil den syvende;

22:27  men sidst af alle døde Hustruen.

22:28  Hvem af disse syv skal nu have hende til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle haft hende.‟

22:29  Men Jesus svarede og sagde til dem: „I fare vild, idet I ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft.

22:30  Thi i Opstandelsen tage de hverken til Ægte eller bortgiftes, men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen.

22:31  Men hvad de dødes Opstandelse angaar, have I da ikke læst, hvad der er talt til eder af Gud, naar han siger:

22:32  „Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.‟ Han er ikke dødes, men levendes Gud.‟

22:33  Og da Skarerne hørte dette, bleve de slagne af Forundring over hans Lære.

22:34  Men da Farisæerne hørte, at han havde stoppet Munden paa Saddukæerne, forsamlede de sig.

22:35  Og en af dem, en lovkyndig, spurgte og fristede ham og sagde:

22:36  „Mester, hvilket er det store Bud i Loven?‟

22:37  Men han sagde til ham: „Du skal elske Herren din Gud med hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind.

22:38  Dette er det store og første Bud.

22:39  Men et andet er dette ligt: Du skal elske din Næste som dig selv.

22:40  Af disse to Bud afhænger hele Loven og Profeterne.‟

22:41  Men da Farisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde:

22:42  „Hvad tykkes eder om Kristus? Hvis Søn er han?‟ De sige til ham: „Davids.‟

22:43  Han siger til dem: „Hvorledes kan da David i Aanden kalde ham Herre, idet han siger:

22:44  Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg faar lagt dine Fjender under dine Fødder.

22:45  Naar nu David kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn?‟

22:46  Og ingen kunde svare ham et Ord, og ingen vovede mere at rette Spørgsmaal til ham efter den Dag.