DaOT1931NT1907 - Job - 13

13:1  Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det;

13:2  hvad I ved, ved ogsaa jeg, jeg falder ikke igennem for jer.

13:3  Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gaa i Rette,

13:4  mens I smører paa med Løgn; usle Læger er I til Hobe.

13:5  Om I dog vilde tie stille, saa kunde I regnes for vise!

13:6  Hør dog mit Klagemaal, mærk mine Læbers Anklage!

13:7  Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?

13:8  Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?

13:9  Gaar det godt, naar han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?

13:10  Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske.

13:11  Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde paa eder?

13:12  Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.

13:13  Ti stille, at jeg kan tale, saa overgaa mig, hvad der vil!

13:14  Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Haand;

13:15  se, han slaar mig ihjel, jeg har intet Haab, dog lægger jeg for ham min Færd.

13:16  Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!

13:17  Hør nu ret paa mit Ord, lad mig tale for eders Ører!

13:18  Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!

13:19  Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Aanden!

13:20  Kun for to Ting skaane du mig, saa kryber jeg ikke i Skjul for dig:

13:21  Din Haand maa du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!

13:22  Saa stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!

13:23  Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!

13:24  Hvi skjuler du dog dit Aasyn og regner mig for din Fjende?

13:25  Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Straa,

13:26  at du skriver mig saa bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,

13:27  lægger mine Fødder i Blokken, vogter paa alle mine Veje, indkredser mine Fødders Trin!

13:28  Og saa er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,