DaNT1819 - Matthew - 12

12:1  Paa den samme Tid gik Jesus igjennem Sæden paa Sabbaten; men hans Disciple hungrede og begyndte at plukke Ax, og at æde.

12:2  Men der Pharisæerne saae det, sagde de til ham: see, dine Disciple gjøre det, som ikke er tilladt at gjøre paa Sabbaten.

12:3  Men han sagde til dem: have I ikke læst, hvad David gjorde, der han hungrede, og de, som vare med ham?

12:4  Hvorledes han gik ind i Guds Huus og aad Skuebrødene, hvilke det ikke var ham tilladt at æde, ei heller dem, som vare med ham, men alene Præsterne?

12:5  Eller have I ikke læst i Loven, at Præsterne vanhellige Sabbaten i Templet paa Sabbaterne, og ere uskyldige?

12:6  Men jeg siger Eder, at den er her, som er større end templet.

12:7  Men dersom I havde vidst, hvad det er: jeg haver Villie til Miskundhed, og ikke til Offer, da havde I ikke fordømt de Uskyldige.

12:8  Thi Menneskens Søn er Herre, ogsaa over Sabbaten.

12:9  Og han gik frem derfra og kom i deres Synagoge.

12:10  Og see, der var et Menneske, som havde en vissen Haand; og de spurgte ham ad og sagde: er det tilladt at helbrede paa Sabbaten? at de kunde anklage ham.

12:11  Men han sagde til dem: hvilket Menneske er blandt Eder, som haver eet Faar og ikke, dersom det falder i en Grav paa Sabbaten, tager fat paa det og løfter det op?

12:12  Hvor meget bedre er nu et Menneske end et Faar? Altsaa er det tilladt, at gjøre vel paa Sabbaten.

12:13  Da sagde han til Mennesket: udræk din Haand! og han rakte den ud, og den blev igjen sund som den anden.

12:14  Men Pharisæerne gik ud og holdt Raad mod ham, hvorledes de kunde omkomme ham.

12:15  Men der Jesus mærkede det, veg han bort derfra; og meget Folk fulgte ham, og han helbredte dem alle.

12:16  Og han bød dem strengeligen, at de ikke maatte aabenbare ham;

12:17  at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten Esaias, som siger:

12:18  see, min Tjener, som jeg haver udvalgt, min Elskelige, til hvilken min Sjæl haver Velbehagelighed! jeg vil give min Aand i ham, og han skal forkynde Hedningerne Ret.

12:19  Han skal ikke trætte og ei raabe, og der skal ikke Nogen høre hans Røst paa Gaderne.

12:20  Han skal ikke sønderbryde det knusede Rør, og ei udslukke den rygende Taande, indtil han udfører Retten til Seier.

12:21  Og Hedningerne skulle haabe paa hans Navn.

12:22  Da blev en Besat ført til ham, som var blind og stum; og han helbredte ham, saa at den Blinde og Stumme baade talede og saae.

12:23  Og alt Folket forfærdedes og sagde: mon denne ikke er den Davids Søn?

12:24  Men der Pharisæerne det hørte, sagde de: denne uddriver ikke Djævle, uden ved Beelzebul, Djævelens Øverste.

12:25  Men saasom Jesus vidste deres tanker, sagde han til dem: hvert Rige, som er splidagtigt med sig selv, bliver øde; og hver Stad eller Huus, som er splidagtigt med sig selv, kan ikke bestaae.

12:26  Hvis da satan uddriver Satan, saa er han splidagtig med sig selv; hvorledes kan da hans Rige bestaae?

12:27  Og om jeg uddriver Djævle ved Beelzebul, ved hvem uddrive da Eders Børn dem? Derfor skulle de være Eders Dommere.

12:28  Men dersom jeg uddriver Djævle ved Guds Aand, er jo Guds Rige kommet til Eder.

12:29  Eller hvorledes kan Nogen gaae ind i den Stærkes Huus, og røve ham hans Redskaber fra, uden at han først binder den Stærke? Da kan han plyndre hans Huus.

12:30  Hvo som ikke er med mig, er imod mig; og hvo som ikke samler med mig, adspreder.

12:31  Derfor siger jeg Eder: al Synd og Bespottelse skal forlades Menneskene, men Bespottelse imod Anden skal ikke forlades Menneskene.

12:32  Og hvo som taler Noget imod Menneskens Søn, det skal forlades ham; men hvo som taler imod den Hellig Aand, han skal det ikke forlades, hverken i denne Verden, ei heller i den tilkommende.

12:33  Lader enten Træet være godt, og dets Frugt god; eller lader Træet være raaddent, og dets Frugt raadden; thi Træet kjendes paa Frugten.

12:34  I Øgleunger! hvorledes kunne I tale godt, I som ere onde? thi af Hjertets Overflødighed taler Munden.

12:35  Et godt Menneske fremfører gode Ting af Hjertets gode Forraad; og et ondt Menneske fremfører onde Ting af det onde Forraad.

12:36  Men jeg siger Eder, at Menneskene skulle gjøre Regnskab paa Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de have talet.

12:37  Thi af dine Ord skal du kjendes retfærdig, og af dine Ord skal du fordømmes.

12:38  Da svarede nogle af de Skriftkloge og Pharisæer og sagde: Mester! vi ville see et Tegn af dig.

12:39  Men han svarede og sagde til dem: den onde og vanartige Slægt begjerer Tegn, men den skal intet Tegn gives, uden Jonas’ Prophetens Tegn.

12:40  Thi ligesom Jonas var tre Dage og tre Nætter i Hvalfiskens Bug, saaledes skal Menneskens Søn være tre Dage og tre Nætter i Jordens Skjød.

12:41  De Mænd af Ninive skulle opstaae ved Dommen imod denne Slægt, og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas’ Prædiken; og see, her er Mere end Jonas.

12:42  Dronningen fra Sønden skal opstaae ved Dommen imod denne Slægt, og fordømme den; thi hun kom fra Jordens Grændser at høre Salomons Viisdom; og see, her er Mere end Salomon.

12:43  Men naar den urene Aand er udfaren af Mennesket, vandrer han igjennem tørre Steder, søger Hvile, og finder den ikke.

12:44  Da siger han: jeg vil vende om til mit Huus, som jeg gik ud af; og naar han kommer, finder han det ledigt, feiet og prydet.

12:45  Saa gaaer han hen, og tager syv andre Aander tillige med sig, som ere værre end han selv, og naar de ere komne derind, boe de der; og det Sidste bliver værre med dette Menneske end det Første. Saaledes skal det og gaae denne onde Slægt.

12:46  Men der han endnu talede til Folket, see, da stode hans Moder og hans Brødre udenfor og begjerede at tale med ham.

12:47  Da sagde En til ham: see, din Moder og dine Brødre staae udenfor og begjere at tale med dig.

12:48  Men han svarede og sagde til den, som sagde ham det: hvo er min Moder? og hvilke ere mine Brødre?

12:49  Og han rakte sin Haand ud over sine Disciple og sagde: see, min Moder og mine Brødre!

12:50  Thi hvo som gjør min Faders Villie, som er i Himlene, den er min Broder og Søster og Moder.