DaNT1819 - Matthew - 22

22:1  Og Jesus svarede og talede atter ved Lignelser til dem og sagde:

22:2  Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde sin Søns Bryllup.

22:3  Og han udsendte sine Tjenere, at kalde de Budne til Bryllup; men de vilde ikke komme.

22:4  Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: siger de Budne; see, jeg haver beredt mit Maaltid, mine Øxen og det fede Kvæg er slagtet, og Alting er rede; kommer til Bryllup.

22:5  Men de foragtede det og gik hen, den Ene paa sin Ager, den Anden til sit Kjøbmandskab;

22:6  Andre grebe hans Tjenere, forhaanede og ihjelsloge dem.

22:7  Men der Kongen det hørte, blev han vred og skikkede sine Hære ud, og ødelagde disse Manddrabere og satte Ild paa deres Stad.

22:8  Da sagde han til sine Tjenere: Brylluppet er vel beredt, men de Budne vare det ikke værd;

22:9  gaaer derfor ud paa Veiskjellene, og byder til Bryllup saa mange, som I finde.

22:10  Og de Tjenere gik ud paa Veien og samlede alle dem, de fandt baade Onde og Gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gjester.

22:11  Da gik Kongen ind at besee Gjesterne, og han saae der et Menneske, som ikke var iført Bryllups-Klædningen.

22:12  Og han sagde til ham: Ven! hvorledes er du kommen hid ind, og haver ikke Bryllups-Klædningen paa? Men han taug.

22:13  Da sagde Kongen til Tjenerne: binder Hænder og Fødder paa ham, og tager ham og kaster ham ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

22:14  Thi mange ere kaldede, men Faa udvalgte.

22:15  Da gik Pharisæerne hen og holdt Raad, hvorledes de kunde besnære ham i Ord.

22:16  Og de sendte deres Disciple til ham med de Herodianer og sagde: Mester! vi vide, at du er sanddru, og lærer Guds Vei i Sandhed, og skjøtter om Ingen; thi du anser ikke Menneskers Person.

22:17  Siig os derfor: hvad tykkes dig? er det tilladt at give Keiseren Skat eller ei?

22:18  Men som Jesus havde mærket deres Ondskab, sagde ham: I Øienskalke, hvi friste I mig?

22:19  Viser mig Skattens Mynt. Men de bragte ham en Penning.

22:20  Og han sagde til dem: hvis Billede og Overskrift er dette?

22:21  De sagde til ham: Keiserens. Da sagde han til dem: saa giver Keiseren det, som Keiserens er, og Gud det, som Guds er.

22:22  Og der de hørte det, forundrede de sig, og forlode ham og gik bort.

22:23  Paa den samme Dag traadte Sadducæerne til ham, som sige, at der ikke er Opstandelse, og spurgte ham og sagde:

22:24  Mester! Moses haver sagt: naar Nogen døer, og haver ikke Børn, skal hans Broder for Svogerskabs Skyld tage hans Hustru tilægte og opreise sin Broder Sæd.

22:25  Men nu have været hos os syv Brødre; og den første giftede sig og døde, og efterdi han ikke havde Sæd, efterlod han sin Broder sin Hustru.

22:26  Og den anden ligesaa, og den tredie, indtil den syvende;

22:27  men sidst af dem alle døde og Kvinden.

22:28  Hvis Hustru af disse syv skal hun da være i Opstandelsen? thi de have alle havt hende.

22:29  Men Jesus svarede: I fare vild, idet I ikke kjende Skrifterne, ei heller Guds Kraft.

22:30  Thi i Opstandelsen skulle de hverken tage tilægte, ei heller bortgiftes; men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen.

22:31  Men have I ikke læst om de Dødes Opstandelse, hvad som er talet til Eder af Gud, naar han siger:

22:32  Jeg er Abrahams Gud og Isaaks Gud og Jakobs Gud. Men Gud er ikke de Dødes Gud, men de Levendes.

22:33  Og der Folket det hørte, forundrede de sig saare over hans Lærdom.

22:34  Men der Pharisæerne hørte, at han havde stoppet Munden paa Sadducæerne, forsamlede de sig.

22:35  Og En af dem, en Lovkyndig spurgte og fristede ham og sagde:

22:36  Mester, hvilket er det store Bud i Loven?

22:37  Men Jesus sagde til ham: du skal elske Herren din Gud i dit ganske Hjerte, og i din ganske Sjæl, og i dit ganske Sind.

22:38  Dette er det første og store Bud.

22:39  Men det andet er ligesom dette: du skal elske din Næste som dig selv.

22:40  Af disse to Bud hænger al Loven og Propheterne.

22:41  Men der Pharisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde:

22:42  Hvad tykkes Eder om Christus? hvis Søn er han? De sagde til ham: Davids.

22:43  Han sagde til dem: hvorledes kalder da David ham i Aanden en Herre, da han siger:

22:44  Herren sagde til min Herre: sæt dig ved min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel?

22:45  Efterdi David nu kalder ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?

22:46  Og Ingen kunde svare ham et Ord, og Ingen turde ydermere gjøre Spørgsmaal til ham efter den Dag.