DaOT1871NT1907 - Job - 30

30:1  Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.

30:2  Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.

30:3  De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;

30:4  de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;

30:5  de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;

30:6  de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;

30:7  imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.

30:8  Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.

30:9  Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.

30:10  De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.

30:11  Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.

30:12  Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;

30:13  de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;

30:14  de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.

30:15  Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.

30:16  Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.

30:17  Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.

30:18  Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.

30:19  Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.

30:20  Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.

30:21  Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.

30:22  Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.

30:23  Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.

30:24  Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?

30:25  Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?

30:26  Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.

30:27  Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.

30:28  Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.

30:29  Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.

30:30  Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.

30:31  Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.