DaOT1871NT1907 - Job - 39

39:1  Kan du jage Rov til Løvinden og fylde de unge Løvers Graadighed,

39:2  naar de lægge sig ned i deres Boliger og blive i Skjul for at lure?

39:3  Hvo skaffer Ravnen dens Føde, naar dens Unger skrige til Gud, naar de fare hid og did, fordi de intet have at æde?

39:4  Ved du Tiden, naar Stengederne føde? har du taget Vare paa, naar Hinderne ville føde?

39:5  Tæller du de Maaneder, som de fylde, eller ved du Tiden, naar de føde?

39:6  De bøje sig sammen, de føde deres Unger og kaste deres Byrde.

39:7  Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken, de gaa ud og komme ikke tilbage til dem.

39:8  Hvo har ladet Vildæselet ud i det frie? og hvo løste Skovæselets Baand,

39:9  hvilket jeg har givet den slette Mark til dets Hjem og Saltørkenen til dets Bo.

39:10  Det ler ad Stadens Tummel; det hører ikke Driverens Buldren.

39:11  Hvad det opsporer paa Bjergene, er dets Føde, og det søger efter alt det grønne.

39:12  Mon Enhjørningen har Lyst til at trælle for dig? mon den vil blive Natten over ved din Krybbe?

39:13  Kan du tvinge Enhjørningen ved dens Reb til at holde Furen? mon den vil harve Dalene efter dig?

39:14  Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor? og kan du overlade den dit Arbejde?

39:15  Kan du tro den til, at den vil føre dig din Sæd hjem og samle den hen til din Tærskeplads?

39:16  Strudsenes Vinge svinger sig lystigt; mon det er Storkens Vinge og Fjer?

39:17  Nej, den overlader sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Støvet,

39:18  og den glemmer, at en Fod kunde trykke dem i Stykker, og et vildt Dyr paa Marken søndertræde dem.

39:19  Den handler haardt med sine Unger, som vare de ikke dens egne; er dens Møje end forgæves, er den uden Frygt.

39:20  Thi Gud har ladet den glemme Visdom og har ikke givet den Del i Forstand.

39:21  Paa den Tid, naar den svinger sig i Højden, da beler den Hesten og den, der rider paa den.

39:22  Kan du give Hesten Styrke eller klæde dens Hals med flagrende Manke?

39:23  Kan du gøre, at den springer som Græshoppen? dens prægtige Prusten er forfærdelig.

39:24  Den skraber i Dalen og fryder sig i Kraft; den farer frem imod den, som bærer Rustning

39:25  Den ler ad Frygt og forskrækkes ikke og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld.

39:26  Pilekoggeret klirrer over den, ja, det blinkende Jern paa Spyd og Glavind.

39:27  Med Bulder og Fnysen sluger den Vejen og bliver ikke staaende stille, naar Trompetens Lyd høres.

39:28  Saa snart Trompeten lyder, siger den: Hui! og lugter Krigen i det fjerne, Fyrsternes Raab og Krigstummelen.

39:29  Er det efter din Forstand, at Spurvehøgen flyver, udbreder sine Vinger imod Sønden?

39:30  Eller er det efter din Befaling, at Ørnen flyver højt og bygger sin Rede i det høje? Den bor paa Klippen og bliver der om Natten, paa Tinden af en Klippe og Borg. Derfra spejder den efter Føde; dens Øjne se ud i det fjerne, og dens Unger drikke Blod; og hvor der er ihjelslagne, der er den. Og Herren svarede Job og sagde: Vil Dadleren gaa i Rette med den Almægtige? den, som anklager Gud, han svare herpaa! Da svarede Job Herren og sagde: Se, jeg er ringe, hvad skal jeg give dig til Svar? jeg har lagt min Haand paa min Mund. Jeg har talt een Gang, men vil ikke svare mere; og to Gange, men vil ikke blive ved.