DaOT1871NT1907 - Job - 21

21:1  Men Job svarede og sagde:

21:2  hører, ja hører min Tale, og lader dette være den Trøst, I yde!

21:3  Fordrager mig, og jeg vil tale, og naar jeg har talt, da kan du spotte!

21:4  Mon min Klage gælder Mennesker? og om saa er, hvorfor skulde ikke min Aand blive utaalmodig?

21:5  Vender eder til mig, og gruer og lægger Haanden paa Munden!

21:6  Thi kommer jeg det i Hu, da forfærdes jeg, og Bævelse betager mit Kød.

21:7  Hvorfor blive de ugudelige i Live, blive gamle, ja vældige i Kraft?

21:8  Deres Sæd staar fast for deres Ansigt om dem og deres Afkom for deres Øjne.

21:9  Deres Huse have Fred, uden Frygt, og Guds Ris er ikke over dem.

21:10  Deres Tyr springer og ej forgæves; deres Ko kalver og er ikke ufrugtbar.

21:11  De lade deres Børn løbe som en Faarehjord, og deres Drenge springe.

21:12  De opløfte deres Røst til Tromme og Harpe og glæde sig ved Fløjtens Lyd.

21:13  De slide deres Dage hen i Lykke, og i et Øjeblik synke de ned i de dødes Rige.

21:14  Og dog sagde de til Gud: Vig fra os! thi vi have ikke Lyst til Kundskab om dine Veje.

21:15  Hvad er den Almægtige, at vi skulde tjene ham? eller hvad Gavn skulde vi have af at bønfalde ham?

21:16  Se, deres Lykke hviler dog ikke i deres egen Haand! De ugudeliges Raad er langt fra mig.

21:17  Hvor tit udslukkes vel de ugudeliges Lampe og kommer deres Ulykke over dem? hvor tit uddeler Gud Smerter til dem i sin Vrede?

21:18  Blive de som Straa for Vejr og som Avner, hvilke Hvirvelvind bortstjæler?

21:19  „Gud gemmer hans Uret til hans Børn.‟ Han skulde betale ham selv, at han fornemmer det.

21:20  Hans egne Øjne skulle se hans Fordærvelse, og han skulde drikke af den Almægtiges Vrede.

21:21  Thi hvad bekymrer han sig om sit Hus efter sig, naar hans Maaneders Tal er ude?

21:22  Mon nogen vil lære Gud Kundskab, ham, som dømmer de høje?

21:23  Den ene dør i sin fulde Styrke, ganske rolig og tryg;

21:24  hans Kar vare fulde af Mælk, og Marven i hans Ben var vædskefuld.

21:25  Men den anden maa dø med en beskelig bedrøvet Sjæl og har ikke nydt noget godt.

21:26  De skulle ligge med hinanden i Støvet, og Ormene skulle bedække dem.

21:27  Se, jeg kender eders Tanker, ja eders Rænker, med hvilke I gøre Vold imod mig;

21:28  thi I sige: Hvor er Voldsmandens Hus? og hvor er Teltet, hvor de ugudelige boede?

21:29  Have I ikke adspurgt de vejfarende, og erkende I ikke deres Vidnesbyrd,

21:30  at den onde skulde spares til Ulykkens Dag, skulde føres frem til Vredens Dag?

21:31  „Hvo vil forholde ham hans Vej? naar han gør noget, hvo vil betale ham?

21:32  Og han føres hen til Gravene, og ved Gravhøjen lever hans Minde.

21:33  I Dalens Muld hviler han sødt, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem foran ham er ikke Tal.‟

21:34  Hvorledes trøste I mig da med Forfængelighed? og hvad der bliver tilbage af eders Svar, er Troløshed.